UCL skal være med til at udvikle Ny Nordisk Skole
Nye vinde har for en stund blæst ind over det danske skolesystem, og de vinde skal Universitet College Lillebælt til at være med til at forme, udvikle på og sætte i system, så lærere og pædagoger får nogle redskaber at gøre brug af.
Ny Nordisk Skole er et projekt, som Undervisningsministeriet har sat i søen. Et projekt med nye læringsspor, der skal give et pædagogisk og fagligt løft, som gerne skal komme den enkelte elev til gode. Og UC Lillebælt er udvalgt til at være en del af det hold, der skal udvikle de læringsspor, som gerne skal give kompetenceudvikling til lærere og pædagoger over hele landet nogle
“Det er vildt spændende, at vi kan være med til det, og vi er begejstret for, at vi bliver en del af det. Det gælder jo om at få skubbet tingene i en god retning for alle, og det vil vi selvfølgelig gerne deltage i,” siger Anette Lauridsen, der er konsulent hos UC Lillebælt, som blandt andet har seminariet i Jelling under vingerne.
Ny Nordisk Skole
Ny Nordisk Skole er en slags forløber for den skolereform, som nu skal sættes i søen rundt om i landet. Omkring 350 institutioner over hele landet er allerede blevet en del af Ny Nordisk Skole projektet, og flere kommer til.
“Vi skal ved hjælp af de nye læringsspor bidrage til, at der bliver skabt ny læring med en fælles linje fra dagtilbud til ungdomsuddannelse. Der vil være fokus på at udvikle en fælles kultur. Til gavn for mødet med det enkelte barn helle vejen op gennem uddannelseskæden fra dagtilbud til ungdomsuddannelse,” forklarer hun.
Det er selvfølgelig ikke bare sådan lige at gøre, for nye vinde skal jo afløse gamle vinde.
“Det er da lidt at et tankskib, som skal vendes. Så det er da en rigtig stor opgave”, siger hun.
En stor opgave også af andre grunde, for der skal kigges meget bredt, og meget smalt på en og samme gang. Kort fortalt skal der skabes både redskaber på de store linjer, men også skabes redskaber, der kan gøres en forskel for både eleven i 0-klasse og 3.års eleven på gymnasiet.
Men hos UCL er man klar til udfordringen.
“Vi starter for alvor i denne uge, og selve projektet er beregnet til at vare i halvandet år,” siger hun.
Ud over UC Lillebælt er også professionshøjskolerne VIA, UCC og Metropol med i projektet om nye læringsspor til Ny Nordisk Skole.