Finder Roskilde-klangen
Hendes instrument er ærkeamerikansk, men Maggie Björklund henter musikalsk inspiration i domkirkebyen
Selvom de færreste nok kunne beskrive en såkaldt pedal steel guitar, er der rigtig gode chancer for, at man har hørt en, for guitaren indgår som en næsten obligatorisk del i amerikansk countrymusik.
På trods af at der er omtrent 6.000 kilometer fra USA til Roskilde har instrumentet dog i stor stil fundet vej til domkirkebyen igennem Maggie Björklund.
Alle kan påstå, at de har mestret det ene eller andet instrument.
I Maggie Björklunds tilfælde er der dog ikke tale om pral eller overdrivelse.
I Danmark har hun blandt andet arbejdet sammen med Niels Skousen, og hendes internationale karriere har budt på samarbejder med kunstnere som Jack White og Mark Lanegan.
Desuden udgiver hun musik som solokunstner, og her får domkirkebyen lov til at sætte sit præg.
- Jeg er meget glad for naturen, hvilket udgør en del af inspirationen til min musik, fortæller Maggie Björklung og fortsætter:
- Når jeg for eksempel går ture på Bognæs hører jeg musik, og det kan give mig ideer, jeg kan bruge i mit eget materiale.
Vidt omkring i musikken
Musik har altid fyldt meget i Maggie Björklunds liv.
Da hun var barn begyndte hun at spille på klaver.
Egentlig var det guitaren der trak mest i den unge pige, men på hendes fritidshjem var de første instrumenter, man måtte spille på klaver og blokfløjte.
Ifølge Maggie Björklund var det ikke svært for hende at vælge imellem de to.
Senere kom en klassisk guitar til, og violin kan hun også spille på.
Da hun blev ældre blev den klassiske guitar udskiftet med en elektrisk, men så en dag faldt hun over pedal steel guitaren.
- Jeg kunne mærke hvordan pedal steel guitaren talte til mange forskellige sider af mig.
- Den indeholder på en gang klaver, guitar og strygere, fortæller Maggie Björklund.
Nordens præg
Selvom Maggie Björklund, allerede inden hun fandt pedal steel guitaren, var hun altså velbevandret indenfor musikken.
Alligevel var det ikke nogen let opgave for hende at få styr på at spille det anderledes instrument.
Når man spiller på en pedal steel guitar skal man både bruge arme og ben til at styre musikken, der kommer fra den.
Ifølge Maggie Björklund tilbragte hun meget tid med at sidde hjemme og lege med instrumentet, men hun gav ikke op, og i dag nyder hun godt af sit slid.
Selvom hun stadig udvikler sine evner på pedal steel guitaren, er Maggie Björklund blevet så dygtig, at hun er blevet opdaget blandt sine forbilleder i guds eget land.
- Det var vel for omkring seks år siden, at jeg opdagede, at folk lagde mærke til mig på festivaler og andre steder, hvor jeg spillede.
- Eftersom jeg ikke er vokset op i en kultur, hvor pedal steel guitaren spiller en stor rolle, har jeg en anderledes nordisk klang, som tiltrækker opmærksomhed, fortæller musikeren.
Fan af byen
Klangen har været vigtig i forbindelse med at skabe internationale muligheder for Maggie Björklund, men hun understreger også, at hun har brugt meget tid på at være ude at spille og vise, hvad hun kan.
Indsatsen har givet hende et netværk, som hun blandt andet har nydt godt af i forhold til jobs og sit solomateriale.
Maggie Björklund har altså en meget åben linje ud til verden, men alligevel bor hun fortsat i Roskilde, og hun taler varmt om domkirkebyen, og det ting den tilbyder.
- En af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved Roskilde, er, at selvom den ikke er så stor, så er den ikke provinsiel, forklarer hun og fortsætter:
- Jeg synes, det er en skøn by, hvor jeg er vild med at gå til kirkekoncerter og koncerter i byparken. Så er det jo også fedt, at man kan gå til koncert på Gimle.
hw@roskildeavis.dk
På egne vinger
Egentlig hed musikeren Margrethe Björklund.
For nyligt udgav hun albummet Shaken, som er blevet modtoget med flotte anmeldelser både herhjemme og i udlandet.
Shaken er musikeren andet soloalbum.
Hendes første album som soloartist hed Coming Home.
Man kan følge Maggie Björklund på Facebook.