Ny helhedsplan for Hornslet under vejs
Bent Larsen
Med sin nære beliggenhed til Aarhus og ikke mindst etableringen af den kommende letbane med afgange hvert 15. minut, byder Hornslet sig til som et af Syddjurs Kommunes allermest attraktive bosætningsområder.
Den positive udvikling betyder, at der er behov for at opdatere den eksisterende helhedsplan for byen – særligt med fokus på at sikre trafiksikkerheden og nem adgang til og fra midtbyen for de mange hundrede indbyggere, der hver dag pendler til primært Aarhus.
På den baggrund har Syddjurs Kommune indgået en aftale med konsulentfirmaet NIRAS A/S om at udarbejde et forslag til en ny helhedsplan for Hornslet.