Fortsæt til indhold

Fire kor, fire solister og et byorkester

Kolding Kammerkor er blandt de 165 medvirkende i et af historiens betydeligste korværker, Mozarts Requiem i Sankt Nicolai Kirke den 27. november

Arkiv
Arkiv

Torsdag, den 27. november klokken 20 er fire store kor, fire unge solister og Fredericia Byorkester samlet i Sankt Nicolai Kirke for at opføre Mozarts Requiem.
Mozart lå for døden i 1791, da han begyndte på værket, og han nåede ikke at få det helt færdigt, før han døde, men én af hans elever skrev det færdigt, så det kunne opføres første gang et par år efter hans død.

I alt er der 165 medvirkende, der er under sikker ledelse af Fredericia Byorkesters dirigent Anne Cathrine Kielland Lund. Alene koret udgøres af 120 mand og orkestret af 45 mand.
Koret er sammensat af fire store og dygtige kor. Fra Kolding deltager det kendte Kolding Kammerkor og de andre kor er Haderslev Lærerkor, Trinitatis Pigekor, Fredericia og Mandagskoret, Fredericia.

De fire sang-solister, Michelle Nora Lind, Nanna Ipsen, Simon Mott Madsen og David Kragh Sørensen er alle langt i deres studier på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.
Det store projekt har på initiativ af Fredericia Byorkester været planlagt sammen med korene siden august 2013, og i efteråret 2014 begyndte de store fællesprøver i Tøjhuset, Fredericia i en vældig god stemning blandt de mange medvirkende.

Den 23. november kl. 16 opfører man korværket første gang i Trinitatis Kirke, Fredericia, og den 25. november kl. 20 rykker alle til Haderslev Domkirke med korværket.
Koncerten i Nicolai Kirke den 27. kl. 20 er den sidste af de tre koncerter.