Fortsæt til indhold

Bilister træner glatkørsel

Arkiv
Arkiv

VINTERKLAR: I weekenden 1-2. november afholdt GF Forsikring deres årlige GF Sikkerhedsdag, der bl.a. foregik på det køretekniske anlæg i Roskilde, Sorø og Holmegaard. Her fik GF-kunder mulighed for at træne deres køreevner, inden vinteren for alvor sætter ind.
- Jeg er kommet til GF Sikkerhedsdag, da det er vigtigt for mig at holde mig skarp i trafikken og at lære min bil at kende – også i kritiske situationer så jeg er klar til vintertrafikken.
Sådan lød det fra Per Toft, GF-kunde og deltager i sikkerhedsdagen 10. år i træk, da han og omkring 2.500 andre i weekenden 1-2. november var til GF Sikkerhedsdag.
Arrangementet foregik på 18 forskellige køretekniske anlæg rundt om i landet, bl.a. i Roskilde, Sorø og Holmegaard, og alle steder havde man bragt lokale kørelærere ind for at undervise de fremmødte – både i teori og i kørsel.
For GF Forsikring giver det rigtig god mening at forberede de danske bilister på vintervejret, ved én gang om året at invitere dem på køreteknisk anlæg.
- For os er det sund fornuft at invitere bilisterne en tur på køreteknisk anlæg. Det er hjælp til selvhjælp i et kundeejet forsikringsselskab som vores. Jo færre skader, der er blandt vores kunder, jo flere penge kan vi betale tilbage i vores årlige overskudsdeling, hvor vi betaler hele overskuddet på vores bilforsikring tilbage til vores kunder, forklarer Jørgen Petersen, formand for GF Finans & GF Østsjælland.

10 km/t – liv eller død

Et af de helt store budskaber på dagen var, at hvis man kører 10 km/t mere end man må, kan det være forskellen på om man kommer i et uheld eller ikke.
- Kommer man fx kørende med 60 km/t i stedet for 50, og der går en person ud foran dig, vil du have en meget større risiko for at ramme personen. Ved 50 km/t når du måske lige præcis at bremse op, men kører du derimod 60, vil du, hvor du ellers ville have holdt stille, stadig ramme personen med 44 km/t, fortæller Bent Toft, en af kørelærerne, der deltog i GF Sikkerhedsdag.
Alle deltagerne til GF Sikkerhedsdag betaler 100 kr. for at deltage. Pengene går ubeskåret til Danskernes Trafikpris, GF Forsikrings nationale trafikpris, der hvert år uddeler 200.000 kr. til lokale trafikprojekter.
www.trafikpris.dk kan man læse mere om prisen og ansøge den, hvis man har en god trafikidé. Ansøgningsfristen er 1. december 2014.
pm