Pape Administration
Helene Pape Thomsen har etableret egen virksomhed og placeret den i Videnparken
Fredericia har fået en ny virksomhed: Pape Administration.
Bag virksomheden står Helene Pape Thomsen, der tidligere har arbejdet med revision for et større firma, men går går nu nye veje med sin egen virksomhed.
“Vi hjælper virksomheder med den løbende administration. Vi yder bogførings- og regnskabs-assistance. Altså trinnet før, materialet sendes til revisoren,” siger hun.
Idéen er dels at hjælpe virksomhederne med en række af de bogholderi-funktioner, mange skubber foran sig som en voksende bunke af dårlig samvittighed. Og dels hjælpe dem med at spare penge.
“Ved at have godt styr på bogføringen, bliver selve revisionen både hurtigere og billigere,” siger Helene Pape Thomsen.
Hun bor i Erritsø med sine to sønner og har ansat to medarbejdere til blandt andet taste-arbejde. Og hun nyder at arbejde med kundernes bogføring.
“Jeg har altid interesseret sig for tal. Vi elsker at rode med tal, og vi er gode til det. Det giver mig et kick at løse en udfordring. Og det giver et kick at gøre kunden tilfreds. Det kræver, at man arbejder meget struktureret - men det er vi også gode til,” siger hun.
Vil bo i Videnparken
Pape Administration har etableret sig i Videnpark Trekantområdet.
“For en iværksætter som os er huset her genialt. Der er styr på tingene, og alting fungerer. Og så har vi i øvrigt også kunder blandt husets andre virksomheder,” siger Helene Pape Thomsen.
Som beskrevet her på siden er Videnparken inde i en rivende vækst i disse år.
Antallet af virksomheder i huset er steget med over 50 procent i løbet af tre år.