Fortsæt til indhold

Sønderborg behandler turister bedst

Ny måling giver Sønderborg topkarakter for imødekommende betjening af turister

Arkiv
Arkiv

Turister føler sig godt behandlet, når de besøger butikker, restauranter og på turistkontoret i Sønderborg.
Sønderborg er bedst ud af 25 ferie- og kystbyer, når det handler om at give turister imødekommende betjening. Det viser en undersøgelse fra Videncenter for Kystturisme, som har sendt anonyme kontrollører ud i byerne.
I den såkaldte Mystery Shopping-analyse er tilfældigt udvalgte butikker og spisesteder turistkontorer samt mindre seværdigheder og aktiviteter i lokalområdet blevet besøgt. I alt er der foretaget 56 stikprøver i Sønderborg og i hver af de øvrige byer.
Samlet scorer Sønderborg 87,6 procent i tilfredshed og ligger dermed tre procentpoint foran Svendborg på andenpladsen, mens de typiske turistdestinationer Løkken og Søndervig skraber bunden med henholdsvis 70,4 og 71,2 procent. I en sammenlignelig Mystery Shopping-analyse hos Videncenter for Kystturisme i 2013 lå Sønderborg på tredjepladsen ud af 20.
"Sønderborg er gået fra god til supergod. Jer er stolt, og jeg er overbevist om, at det er indsatsen hos Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter, der bærer frugt," siger erhvervsudvalgsformand i Sønderborg Kommune, Ole Wandahl Stenshøj (K), med henvisning til, at Feriedestination Sønderjylland har sat fokus på det gode værtskab med kurser.
Fremgangen i år for Sønderborg i år skyldes især en pæn score ved i alt syv turistbureau-besøg, hvor der er målt 95,2 procent tilfredshed i Sønderborg. Ved besøg på spisesteder – her er det restauranter med bordservering, der har haft 14 besøg i hver by – ligger Sønderborg ligeledes i toppen med 89,9 procent med Vorupør-Klitmøller på andenpladsen med 84,5 procent. Her lå Sønderborg i 2013 under gennemsnittet med 70,4 procent.
Specifikt i detailhandlen, hvor det er mindre butikker, der er undersøgt, ligger Svendborg i toppen med 86,2 procent og Sønderborg på tredjepladsen med 82,8 procent.