Solum risikerer politianmeldelse og lukning
Miljø-formand Jeppe Trolle lover indgreb mod Solum, hvis stanken fortsætter
Genrbrugsfirmaet Solum bliver politianmeldt af Roskilde Kommune og må i yderste konsekvens lukke sin afdeling ved siden af KARA, hvis der ikke kommer styr på de fæle lugte, fortæller formand for Klima- og Miljøudvalget Jeppe Trolle (R).
Stanken har fået mange til at klage til kommunen, der har været på besøg på Solum 54 gange siden september 2013.
- Kommunen har været ude hver gang, der er blevet klaget over lugten, og i flere tilfælde har man konstateret, at stanken var helt uacceptabel, siger Jeppe Trolle.
Solum har derfor fået besked på at ændre forholdene så hurtigt som muligt.
- Solum er meget samarbejdsvillig og skal også have tid til at få orden på de ting vi har bedt dem om. Derfor holder lugten ikke op fra den ene dag til den anden, siger udvalgsformanden.
Ingen lugtende affald
Solum har fået besked på, at virksomheden ikke må modtage genbrug, der lugter, men i stedet skal afvise det.
- Meningen er, at Solum modtager grene, blade og kompost. Skrald og andet ildelugtende affald skal sorteres fra.
Et andet lugtproblem opstår, når bunkerne med kompost bliver vendt. For at stoppe denne lugt har Solum fået besked på at vande bunkerne i vendingsprocessen.
Roskilde Kommune har hyret lugteksperter, der indtil videre har vurderet, at Solum lugter alt for meget. Virksomheden skal ligge i en normal lugtkategori et, men ryger nogle gange helt op i den ekstremt ildelugtende og højeste kategori tre.
Hvis stanken ikke stopper, kan kommunen vælge at melde Solum til politiet med en begrundelse om, at virksomheden ikke overholder den indgåede aftale.
I yderste konsekvens kan Solums miljøgodkendelse, der holder til 2017, blive inddraget, og kommunen kan nægte at forlænge lejemålet i 2019.
Så vidt tror Jeppe Trolle dog ikke det når.
ag@roskildeavis.dk