Babysalmesang øger børns glæde og lyst til musik
HERFØLGE: Onsdag formiddag den 5. november startede den nye kirke- og kulturmedarbejder i Herfølge kirke, Karen Troldborg op med babysalmesang.
Babysalmesang er for babyer på 3-10 måneder og deres forældre/bedsteforældre, og det foregår hver onsdag fra kl. 10.30-11.30 i Herfølge kirkes smukke kirkerum.
- Ved vore babysalmesang arrangementer kan babyer og voksne sammen nyde en times musik. Timens indhold er sange fra den danske sang- og salmeskat, børnesange, sangeleg, rim og remser. Timen er tilrettelagt så den stimulerer babyens sanser og styrker kropsbevidstheden og fornemmelsen for rytme og nuancer i lyden. Det nærvær, der kan opstå gennem sang barn og forældre imellem, er afgørende for den lilles udvikling. Babysalmesagg er med til at styrke barnets glæde og lyst til musik fra starten, fortæller Karen Troldborg til Lørdags-Avisen.
Efter denne times sang og leg bydes der på the og kaffe i Sognegården frem til kl. 12.30.
Herfølge kirkes nye kirke- og kulturmedarbejder Karen Troldborg er uddannet sanger/sangskriver fra det Jyske Musikkonservatorium.
- Jeg brænder for musik og jeg glæder mig til at spille og lave en masse musik i Herfølge kirke, siger Karen Troldborg, der udover babysalmesang også er ved at starte op med spirekor og børnekor, ligesom hun også har planer om at etablere et musikværksted hvor hun i samarbejde med de unge arbejder på at lave tema-koncerter der skal "fyres" af i kirken og ved café arrangementer i Sognegården.
Der er løbende tilmelding til babysalmesang arrangementerne - og tilmelding kan ske på tlf. 3028 2704 eller via mail på karentroldborg@gmail.com.