- Vi skal knokle røven ud af bukserne
HB Køge møder søndag eftermiddag Skive IK i en vanvittig vigtig hjemmekamp i Nordicbet Ligaen
FODBOLD: Det var lidt af en streg i regningen for HB Køge, at holdet i søndags tabte den meget vigtige udekamp til Nordicbet Ligaens bundprop AB med 2-0. Blot fire dage efter, at holdet på hjemmebane havde besejret selvsamme modstander med 2-1 i DBU Pokalen.
- Det var skidt at tabe til AB som jo ligger i som vi selv gør. Jeg synes vi havde rigtig godt styr på dem i pokalkampen, og det havde vi faktisk også i divisionskampen indtil de fik scoret. Og da de så scorer igen fem minutter senere havde vi svært ved at få mobiliseret det sidste. Det var skuffende - men heldigvis er der en ny kamp på søndag hvor vi kan få mulighed for at få vendt billedet, siger HB Køges midtbanespiller Rasmus Nielsen til Lørdags-Avisen.
Søndag den 9. november kl. 15.00 spiller HB Køge efterårssæsonens sidste hjemmekamp i Nordicbet Ligaen mod Skive IK der ligger placeret midt i tabellen.
- Hele den forløbne uge har vi arbejdet målrettet mod denne kamp. Den er jo vanvittig vigtig - men jeg tror fuld og fast på at vi kan vinde den. Skive IK er og har altid været et vanskeligt hold at spille mod. Men vi skal ud og give den gas fra start - få det hele til at gå op i en højere enhed, vise den rette indstilling og mentalitet - kort sagt: Vi skal alle mand ud og yde vores bedste - vi skal ganske enkelt knokle røven ud af bukserne. Det er nu det gælder om at komme med op inden gabet op til de foranliggende bliver for stort, fastslår Rasmus Nielsen.
På trods af de manglende sejre i efterårssæsonen, så er humøret egentligt OK i HB Køge-truppen.
- Selvfølgelig er vi ramt lidt på selvtilliden, men til træning går alle rigtig godt til den og alle er ved godt mod. Det er noget vi skal sørge for at få overført til kampene, siger Rasmus Nielsen.
HB Køge har ingen spillere i karantæneboksen - og kun Kristian Andersen har meldt sig på skadeslisten. Men han håber at blive klar til den vigtigt kamp.
Så cheftræner Henrik Pedersen har en fuldt disponibel spillertrup at plukke sin startopstilling ud fra. Så må vi håbe han får blandet kortene rigtigt, så den første HB Køge-sejr i Nordicbet Ligaen siden den 5. september mod Brønshøj kan komme i hus.
Det er 7. gang HB Køge og Skive IK tørner sammen. De 6 forudgående opgør er endt med 2 sejre til hver samt 2 uafgjorte kampe med en samlet målscore på 8-6 til HB Køge.
Pokalkamp fastsat
Lodtrækningen til 4. runde - ottendedelsfinalerne - i DBU Pokalen gav HB Køge hjemmebane mod Superligaklubben FC Vestsjælland.
Kampen er programsat til søndag den 16. november kl. 15.00 på SEAS-NVE Park i Herfølge.
Den dag skulle HB Køge oprindeligt have mødt AC Horsens i NordicBet Ligaen, men da AC Horsens den weekend har to spillere udtaget til diverse ungdomslandshold, er kampen blevet flyttet til en endnu ukendt dato.