Fortsæt til indhold

Roskilde - en by og dens universitet

Arkiv
Af Jes Nysten/Formand for Roskilde Kunstforening

Jeg var på RUC i sidste uge, og ja, det hedder jo ikke RUC mere men ‘Roskilde Universitet.’ Selvom der sikkert går en rum tid endnu, hvor vi siger RUC, så slog det mig alligevel, at dette faktisk er et universitet (center eller ej) der ligger i Roskilde. Nå ja, det ved alle, kan man sige, det har jo ligget der hele tiden, men alligevel har jeg en fornemmelse af, at rigtig mange i Roskilde ikke forbinder by og universitet med hinanden. Samtidig med at rigtig mange studerende på universitetet ikke kender og bruger Roskilde. Jeg husker min egen datter, der studerede der, mens hun boede på Nørrebro. Ligesom de fleste andre var Roskilde by slet ikke inde i hendes bevidsthed - det var: Nørreport Station - Trekroner - Nørreport Station. Nu ligger universitetet selvfølgelig også lidt udenfor byen, men trods alt: det ligger i Roskilde. Men noget er i gang. Heldigvis! Studerende fra universitetet har for eksempel gennem nogen tid haft deres gang i det gamle Rådhus, og forrige år var flere grupper engageret i Allehelgen lysfesten. Til dette års Allehelgen lysfest, som jo blev afviklet sidste fredag, var endnu flere studerende engageret over hele byen. Det blev en forrygende aften - i perfekt vejr - og jeg havde selv fornøjelsen af at hjælpe tre grupper med deres arrangementer i Palæhaven. Det blev en fin oplevelse at følge de unges arbejde med de sjove men også temmelig indviklede projekter. Men som nævnt: det blev klaret og fungerede efter hensigten. Og der blev ryddet op og ordnet efterfølgende. Så jeg gik meget opløftet hjem efter en flot og begivenhedsrig lysfest: hvad kan dette ikke udvikle sig til ?

Hvis byen åbner sig

Jeg tænker ikke kun på, hvad lysfesten kan udvikle sig til, men mere bredt: hvad kan der ikke komme ud af, at få de studerende engageret endnu mere i Roskilde bys liv? Jeg er sikker på, at de gerne vil være med, hvis byen åbner sig endnu mere mod dem. Naturligvis med tilbud om lokaler og cafeer og samarbejde nu og da, men også virkelig tænke dem ind i det at gøre Roskilde til en endnu mere interessant by at være i. Meget bliver der heldigvis allerede gjort fra rigtig mange sider med at skabe liv i Roskilde. Superspændende bliver det med alle de gode tiltag omkring Stændertorvet og det gamle Rådhus - og her er de studerende bestemt tænkt med. Så i virkeligheden handler det måske blot om, at holde fokus, så der i de kommende år for alvor bliver kontakt: Roskilde og universitet.

Folkeuniversitet

Udover et udbygget samarbejde med de studerende, skal vi også igen have samarbejde med universitetet om et lokalt Folkeuniversitet. Når nu universitetet ligger i Roskilde, må byen naturligvis have et lokalt, stærkt og synligt Folkeuniversitet. Sådan må det være i en universitets-by. Naturligvis. Og der er heldigvis også på dette felt noget i gang. Vi er så småt i gang med kurser og forelæsninger, bl.a. i den gamle rådhussal, men der skal ske meget mere. Kunne det ikke være fint, hvis vi igen kunne præsentere et fint program for Roskilde Folkeuniversitet ved de kommende opera-arrangementer i Palægården - sådan som man gjorde det tidligere? Det er et godt mål at sætte sig, og jeg er sikker på, at universitetet vil være med i et så vigtigt oplysningsarbejde. Spændende bliver det at se, hvad der kan ske frem til næste Allehelgen lysfest. Rødt citat ”Jeg tænker ikke kun på, hvad lysfesten kan udvikle sig til, men mere bredt: hvad kan der ikke komme ud af, at få de studerende engageret endnu mere i Roskilde bys liv?”