Lokale klubber til 60+ stævne
BADMINTON: Sæsonen er startet for badmintonspillerne i aldersgruppen 60+.
Tirsdag den 4. november arrangerer ældreudvalget i DGI Storstrømmen i samarbejde med Maribo Badminton Klub sæsonens første badmintonstævne for 60+ gruppen i Maribo hallerne.
115 spillere fra 17 klubber i regionen har meldt sig til stævnet.
Stævnet er det første af 5 stævner, der afvikles forskellige steder i regionen frem til midten af marts måned. I december er der stævne i Herlufsholm, i januar foregår det i Eskilstrup, i februar er det Præstøhallen, der lægger baner til aktiviteterne, mens der sluttes af i Mønshallerne i Stege den 11. marts.
Spillerne kommer fra et geografisk område, der spænder fra Køge i nord til Errindlev i syd, og fra Faxe Ladeplads i øst til Herlufmagle i vest.
De 115 spillere i aldersgruppen fra 60 år og op til mere end 80 år, spiller doubler i alle 3 kategorier (herre- dame- og mix-). Der skal spilles 173 kampe på de 9 baner, der er til rådighed i Idrætscenteret.
Mere end halvdelen af spillerne er over 68 år, men mange af dem har valgt at spille i aldersgruppen 60+.
Blandt de 17 klubber kommer følgende fra vort lokalområde: AIK 65 Strøby, Faxe-Ladeplads og Herfølge, AIK Strøby møder med det største hold på 17 spillere.
pm