Fortsæt til indhold

De Nattergale kommer til byen

Æ Juletur 2015 rammer Koncertsalen Alsion om et år

Arkiv
Arkiv

Glæder du dig allerede til næste år, så er der nu lidt mere at glæde sig til.
Den musikalske og gakkede jydetrio, De Nattergale, kommer nemlig til Sønderborg i 2015. Efter De Nattergales succesfulde comeback-show sidste år har Viggo Sommer, Uffe Rørbæk og Carsten Knudsen, besluttet atter at drage landet rundt. Den nye turné rammer landets koncerthuse sidst i oktober næste efterår under titlen De Nattergale - Æ Juletur 2015.
Den 4. december 2015 kommer turen til Koncertsalen Alsion.
Der var gensynsglæde i luften, da De Nattergale seneste efterår drog landet rundt efter 20 års pause fra turnelivet.
"Vi genopdagede jo pludseligt hvor sjovt, vi har det, når vi spiller sammen. Og det var også vores opfattelse, at flere blandt publikum smilede undervejs. Men det kan selvfølgelig være svært at se, når man står med en projektør i hovedet," fortæller trioen.
Det nye show vil i bedste Nattergale-stil være en skønsom blanding af trioens store bagkatalog og udvalgte numre fra den populære ”The Julekalender” krydret med nye gakkede indfald og udfald. Og hvem ved, om de gæve jyder ikke også har en ny sang eller to med til deres fans?
Trioen lover i hvert fald, at det bliver ”et vidtløftigt show, der løfter begreberne skrammelmusik og publikums-overbærenhed til helt nye højder”.
Billetter sælges på www.billetnet.dk.