Fortsæt til indhold

Fredericia Kommune nedlægger 89 stillinger

Arkiv
Arkiv

Fredericia Kommune har udarbejdet en plan for udmøntningen af besparelserne på næste års budget, der betyder, at 89 stillinger nu og her bliver nedlagt. Heraf er 27 afskedigelser. En del af besparelserne er fundet i kommunens ledelse.
Økonomiudvalget blev i dag orienteret om den samlede plan for nedlæggelse af stillinger i kommunen, som følge af besparelser i næste års budget, håndteringen af de økonomiske udfordringer i voksenservice og det faldende børnetal, der betyder færre børn i dagtilbud.
”Det har været vigtigt for byrådet at reducere på ledelse og administration. I alt nedlægger vi 19 lederstillinger. Alene i direktionen er vi nede på tre direktører, hvor vi for godt et år siden havde fem," siger borgmester Jacob Bjerregaard i en pressemeddelelse.
Størstedelen af de 89 stillinger kan takket være det fleksible ansættelsesstop findes uden afskedigelser. Besparelserne betyder, at kommunen må tage afsked med 27 medarbejder, der alle vil få besked inden for den næste uge. I det omfang det kan lade sig gøre, vil de afskedigede medarbejdere blive tilbudt omplacering til andre stillinger.