Fortsæt til indhold

Vadehavscenter i Superliga-klasse

Subheader Subheader ssdaf dfdsfdsf df da dfa sdfdsf sfsdafsfsa

Arkiv
Rune Weitling

De var der alle steder. De helt brede smil. Hos borgmesteren, arkitekterne, naturformidlerne, pengemændene og borgerne.
Årh jo, der var da nogle få, som ikke kunne se det helt store hit ved det nye Vadehavscenter, men langt, langt de fleste var begejstrede, da det nye center blev præsenteret ved en reception på Esbjerg Rådhus onsdag eftermiddag. Borgmester og formand for dommerkomitéen Johnny Søtrup havde som nævnt også taget den glade mine med til receptionen:
“Vadehavet er naturens Superliga, og nu får vi også et formidlingscenter i Superligaen. Det er et virkelig spændende projekt,” lød det entusiastisk fra Johnny Søtrup, der mente, at Vadehavscentret og Esbjerg Kommune havde valgt helt rigtigt med Dorte Mandrup Arkitekters bud på en udvidelse og ombygning af Vadehavscentret i Vester Vedsted sydvest for Ribe.

Det nære formidlingscenter

I alt havde 41 arkitektvirksomheder budt ind på opgaven, og selv om der var kommet mange gode bud, var det en enig dommerkomité, der pegede på vinderforslaget.
“Forslagets arkitektur er enestående og understreger Vadehavscentrets formål: At øge kendskabet og forståelsen for marsken og Vadehavet. Det er desuden bemærkelsesværdigt, hvor flot man bygger på traditionerne om at bruge rør i Vadehavet,” lød fra leder af Vadehavscentret Klaus Melbye, der fortsatte:
“Vi er ikke det største formidlingscenter i landet, men vi er måske et af de mest nære. Og det er den nære oplevelse, menneske til menneske, der rykker, Jeg er sikker på, at folk i fremtiden vil tage herfra og sige, hvor er det dog et fantastisk sted, hvor er det dog en fantastisk bygning.”

Tilbygningen til udstilling er på knap 1000 kvm. Derudover opføres der nye byginger til formidlingsformål på ca. 600 kvm.

Lang og spændende proces

Kort fortalt tolker Dorte Mandrup Arkitekters projekt den oprindelige bygningskultur og er på mange måder skabt i harmoni med områdets natur og egnens særlige identitet.
Bygningerne opføres med tækkede stråtage og facader, mens den ny tilbygning skaber et stort højloftet rumligt forløb med karakterfulde taghældninger.
“Det har været en lang og spændende proces, men vi er meget glade for at have fået lov at være med. Vi har arbejdet meget med horisontale linjer, og vi har ønsket at skabe nogle ekstraordinære rammer. Vi har oplevet en stor opbakning indtil videre, og vi håber, at det videre forløb vil have samme opbakning. Vi vil gøre vores til at honorere den tillid, der er vist os,” sagde sagsarkitekt Kasper Pilemand fra Dorthe Mandrup arkitekter i sin tale.

Den flise, som Esbjerg Kommune modtog i anledning af at Vadehavet er blevet UNESCO Verdensarv, forærede borgmester Johnny Søtrup leder af Vadehavscentret Klaus Melbye. Den skal op at hænge i det nye center. Foto:Rune Weitling