Fortsæt til indhold

Film med highlights fra KØS Danmarkstour

Vises lørdag den 8. november kl. 14.00 på museet i Nørregade i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Lørdag den 8. november kl. 14.00 inviterer KØS Museum for kunst i det offentlige rum til filmvisning med highlights fra KØS Danmarkstour, der i maj og juni satte 10 udvalgte mindesmærker til debat.
Museumsdirektør Christine Buhl Andersen og journalist og medvært Torben Steno præsenterer filmen og fortæller om erfaringer fra turen gennem det danske mindesmærkelandskab.
KØS gik af hidtil ubetrådte veje som kunstmuseum, da det i maj og juni 2014 tog på Danmarkstour rundt til 10 udvalgte mindesmærker for at tage pulsen på danskernes forhold til mindesmærker i dag.
Hvad betyder mindesmærker for dem, der færdes ved dem til dagligt? Har de overhovedet betydning for stedets lokale identitet? Og hvem eller hvilken gruppe mangler et monument?
Disse spørgsmål blev blandt andet sat til debat, da KØS gik i dialog med danskerne om deres lokale mindesmærker fra Nørrebro over Sakskøbing til Fredericia og Vejen.
Med journalist Torben Steno som gennemgående vært og i samarbejde med lokale samarbejdspartnere deltog i alt 40 forskellige gæster, herunder kunstnere, forfattere, musikere, standupkomikere, forskere, politikere og lokale borgere.
Blandt de medvirkende var Yahya Hassan, Lotte Svendsen, Knud Romer, Ib Michael, Ursula Andkjær Olsen, Per Vers, Bertel Haarder, Isam B, Folkeklubben og Mette Horn.
Få indblik i KØS Danmarkstour, når Christine Buhl Andersen og Torben Steno viser filmhighlights og fortæller om Danmarkstouren, der med sin nyskabende og eksperimenterende form har skabt ny viden om mindesmærkets rolle i dag.
KØS Danmarkstour er en del af projektet Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag, der har som mål at undersøge, debattere og formidle emnet mindesmærker i dag på en aktuel, vedkommende og engagerende måde.
Udover den landsdækkende Danmarkstour indgår elementerne forskningsprojekt, brugeranalyse, QR-kodeformidling, filmdokumentation, international udstilling og en publikation, der rummer en samlet præsentation og dokumentation.
Udstillingen Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag kan ses på museet frem til 22. februar 2015.
Der er gratis adgang, men tilmelding nødvendig på info@koes.dk.
Projektet er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.
pm