Skensved Bordtennis i front
BORDTENNIS: Skensved IF's Serie 1 hold i bordtennis mødte i sidste uge AF Sorø BTK 1 på udebane i Alsted Fjenneslevhallen.
Efter de første otte singler havde Skensved bragt sig foran med 6-2. Efterfølgende blev der spillet to meget jævnbyrdige doubler med en sejr til hvert af holdene; sejr til Skensveds Anders Jensen/Ronnie Teining over Sorøs Henrik Mølgaard men nederlag til Skensveds Christer Bertilsson/Jørn Mogensen til Sorøs Max Seger/Klaus Rasmussen.
Efterfølgende vandt Skensved tre singlesejre ud af fire mulige og holdkampen sluttede med en Skensved-sejr på 10-4.
Med sejren rykker Skensved op på førstepladsen i Serie 1, Kreds 6. Kampen gav debut til Ronnie Teining efter flere års fravær fra klubben. Ronnie Teining vandt alle sine tre singler. Christer Bertilsson, der også er ny på Skensveds Serie 1 hold, spillede sin anden holdkamp på holdet og vandt to singler.
På rækkens Top 10 liste er Skensveds Anders Jensen placeret som nr. 1 med 12 sejre ud af 12 mulige. Der skulle i år være gode muligheder for avancement til Østdanmarksserien.
Skensveds næste kamp i Serie 1 er mod Kvik Næstved 2. Denne kamp spilles i Skensvedhallen torsdag den 20. november med start kl. 19.30.
pm