Fortsæt til indhold

Løverne er blev gazeller

SønderjyskE Herrehåndbold er kåret til Gazelle-virksomhed af Børsen. Omsætningen er fordoblet på fire år

Arkiv
Mikkel Hansen

Professionel håndbold kræver mere end skudfinter og harpiks.
Det kræver også et solidt økonomisk fundament og effektiv forretningsgange.
Og det er ikke kun på banen, at SønderjyskE's håndboldherrer har succes. Uden for banen går det også godt.
SønderjyskE Herrehåndbold A/S er netop blevet kåret til gazellevirksomhed af dagbladet Børsen. Kåringen kommer efter en fordobling af omsætningen på fire år.
"Vi lever en rigtig svær tid, hvor mange sportsklubber har det økonomisk hårdt. Derfor er vi selvfølgelig sindsygt stolte af, at vi i den periode har haft fordoblte vores overskud og haft overskud alle år. Der er også noget, som byen og Sønderjylland bør være stolte over, for det siger meget om den fantastisk opbakning, der har været," siger SønderjyskE's sportschef Simon Lindhardt.
SønderjyskE har oplevet en vækst i omsætningen på 138,7 procent over de sidste fire år. I dag er omsætningen på over 11 mio. kroner.
"Tænker vi fire år tilbage spillede vi 1. dvision i Humlehøj-Hallen foran 1.100 tilskuere. I dag har vi helt andre forhold, både på og uden for banen, og de to ting hænger jo også sammen: Når spillerne begejstrer, er det lettere at tegne nye sponsorater. Og når vi får flere sponsorer, kan vi investere i spillertruppen, og finder vi de rigtige spillere, får vi gode resultater. Vi har været inde i en positiv spiral," siger Simon Lindhardt, der afviser, at Broager Sparekasse Skansen skal bygges om til en pengetank:
"Vi er jo ikke blevet Joakim von And-rige, og vi har ikke sat millioner til side hver. De penge, vi har tjent, har vi investeret i håndbold, og hvis vi vil fortsætte på højt niveau, skal vi fortsat investerer i håndbolden."
Han glæder sig over, at SønderjyskE's princip om økonomisk ansvarlighed har vist sit værd:
"Vi har bevist, at en tålmodig tilgang fungerer. Vi har skabt et netværk med 250 sponsorer og har et solidt fundament. Vi er ikke afhængige af én storsponsor som mange andre klubber. Det vil selvfølgelig være alvorligt, hvis vi mister en hovedsponsor, men klubbens eksistens kommer ikke i fare," siger Simon Lindhardt.