Discodanseren Denise fik over 5.000 stemmer og vandt 10.000 kroner
Denise Pedersen fra Vejle har vundet Guld Barre Prisen 2014
Disco-danseren Denise Pedersen fra Vejle har vundet Guld Barre prisen 2014 i Region Syddanmark. Denise fik flest stemmer blandt facebookbrugerne, der deltog i afstemningen, og juryen fulgte trop og valgte Denise som vinder af prisen og 10.000 kroner.
“Det havde jeg ikke regnet med. Jeg er så beæret over at have været indstillet og nomineret og siger stort tak til alle dem, der har støttet mig. Og så er jeg rigtig glad for, at sporten får den ekstra opmærksomhed,” siger Denise Pedersen i en pressemeddelelse.
Denise Pedersen har netop genvundet VM i discodans for tredje gang i både solo, duo og i small group, som er hold på syv dansere. Ingen andre discodansere kan måle sig med Denises resultater.
”Vi valgte Denise i Region Syddanmark, da vi er imponerede over hendes vedvarende flotte præstationer, især til VM. Det er unikt, at hun kan blive ved med at sætte sig selv op til at genvinde sine titler. Og så har vores facebookbrugere i Region Syddanmark også været meget aktive og står for næsten en tredjedel af de samlede stemmer i Danmark, og her var Denise favoritten,” forklarer Marianne Forsingdal, Senior Brand Manager hos Toms, der uddeler prisen.
Formålet med Guld Barre Prisen er at fejre sportens sejre. Prisen giver danskerne mulighed for at nominere et talent, et hold eller en klub. Der var over 600 indstillinger og 31.000 afgivne stemmer på Toms Facebook.
De øvrige vindere af Guld Barre Prisen 2014 blev: Para-svømmeren Laura Martens Christensen i Region Nordjylland, bokseren Malthe Kristensen i Region Midtjylland, kunstrulleskøjteløber Kristine Lund Michaelsen i Region Hovedstaden og Volleyballklubben Vestsjællands HU14 drenge i Region Sjælland.