Boligerne smuldrer
Gamle lejligheder på Holbækvej bliver først renoveret 2020 - pengene bruges til andre formål
Murene smuldrer, og lejlighederne er ikke til at varme op, fordi isoleringen er sunket sammen i boligselskabet lejligheder fra 1939 på Holbækvej. Alligevel bliver bygningerne sandsynligvis først renoveres fra 2020.
Til den tid er forfaldet blevet endnu dyrere at få ordnet, forklarer formand for Holbækgårdene Maria Nielsen.
Hun må tænde for en række fyrfadslys under vinduet for at få varme i den kolde stue.
- Jeg varmer vinduesrammerne op med lysene, så de ikke sluger al varmen fra radiatoren.
På grund af bygningernes dårlige tilstand, søgte Holbækgårdene i 2012 om støtte til en helhedsplan, fordi der både trænger til en renovering og modernisering.
Men hvis regeringen nu vælger at halvere det beløb, som Landsbyggefonden må låne, betyder det, at Holbækgårdene er tvunget til at vente mange år endnu med at blive sat i stand.
- Vi fik at vide, at vi kunne komme meget før i gang, men nu er vi skubbet langt bag i køen.
- Samtidig er de forberedelser, vi har lavet, i form af tegninger, helt forældede, når vi endelig kan komme i gang, fortæller beboer-formanden.
Alligevel skal lejerne i boligafdelingen selv betale det.
Lejerne betaler
Pengene til renovering kommer fra en pulje, som lejerne selv indbetaler til i Landsbyggefonden. De seneste år har Landsbyggefonden lånt 5,5 milliarder kroner ud til boligforbedringer rundt om i landets almennyttige boliger, men det beløb bliver måske nu halveret.
Direktør for Boligselskabet Sjælland Bo Jørgensen forklarer:
- Der ligger projekter for i alt 12 mia. kr. og venter rundt om i landet. Selvom det er et stort tal, så er det projekter, der skal gavne tusindvis af familier med en bedre og mere tidssvarende bolig og et lavere energiforbrug.
Bo Jørgensen forklarer, at en halvering af beløbet blot betyder, at man skubber en pukkel af opgaver foran sig.
Alene i Roskilde venter projekter for 800 mio. kr.
Boligselskabet Sjælland indbetaler hvert år ca. 42 mio. kr. til Landsbyggefonden, og modtager i gennemsnit ca. 12 mio. kr. i form af støttede lån, boligsociale projekter og andet.
ag@roskildeavis.dk