Fortsæt til indhold

De glemte kager vader i succes

En bagebog, en Facebookgruppe - og et velbesøgt kagebord

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

En bagebog med titlen “De glemte kager” satte fart i kagebageriet.
Senest var der kage-træf på Jacob Michelsens Gård i Aabenraa, hvor 50 kage-glade mennesker lagde vejen forbi for at smage hinandens kager. Adgangsbilletten var en hjemmebagt kage, og deltagerne i det store kagebord havde “fundet hinanden” gennem den Facebookgruppe, der opstod i kølvandet på bagebogen, der udkom første gang i slutningen af 2011.
For at springe tilbage til begyndelsen, så tog de tre kage-glade kvinder Lene Bilde Freisig, Karen M. Michelsen og Birthe Jessen initiativ til at ny-udgive en opskriftsbog med gode, sønderjyske kager, der var i fare for at synke hen i glemsel. Bogen fandtes sådan set allerede på Michelsen Gård, men her var det blot en samling håndskrevne opskrifter, der lå i huset.
“Vi ville gerne brede opskrifterne ud, og med vilje og god hjælp lykkedes det os af få trykt bogen. Det er blevet en succes langt over forventning, og bogen er nu solgt i 6500 eksemplarer allerede. Og nu har vi også udgivet den på tysk”, fortæller Birthe Jessen.

Facebook

I foråret blev facebookgruppen “De glemte kager” så oprettet, og medlemstallet i gruppen bare stiger og stiger.
“Det viser jo, at der er interesse for de gamle, sønderjyske kager, og Facebook er jo en ny måde at udveksle erfaringer på”, supplerer Lene Bilde Freisig.
“Vi udveksler nemlig bageerfaringer derinde, men snakken går jo også om andre ting. Og pludselig var der én, der kom med et forslag om, at det da kunne være hyggeligt at mødes i virkeligheden og ikke bare via computeren”, forklarer Birthe Jessen.
Herfra var der ikke langt fra tanke til handling, og første søndag i november fyldtes de hyggelige stuer på Michelsens Gård så med kageglade mennesker, der fik lejlighed til at få talt med hinanden og smagt på kagerne.
“Vi var omkring 50 deltagere, så der var godt fyldt op i stuerne. Men det var bare godt. På den måde blev folk nemlig tvunget til at få snakketøjet på gled, når nu de sad så tæt”, siger Lene Bilde Frøsig.
Initiativtagerne til kaffebordet har endnu ikke fastsat en dato for næste omgang kagebord. Men helt sikkert er det, at der bliver en næste gang.
“Det skal heller ikke være for tit. Men måske en gang hvert år er passende. Nu skal vi lige komme os over denne succes, inden vi planlægger videre”, slutter Birthe Jessen.
Mens du venter på det næste kagebord, kan du finde gruppen på Facebook.