Forsvarets Dag i nye klæder
Fredag åbner et nyt rekrutteringscenter på Ryes Kaserne
Flotte, lyse, imødekommende lokaler. Store fotos af hærens folk, flyvevåbents fly og søværnets skibe pryder væggene. Det nye Rekrutteringscenter Fredericia åbner fredag på Ryes Kaserne.
“Vi flytter fra Bülows Kaserne til Ryes Kaserne. Her får vi nye og bedre faciliteter,” fastslår kaptajn og centerleder Søren Vestergaard.
Centerets primære opgave er at gennemføre Forsvarets Dag, herunder sessionsbehandling af alle mænd i Region Syddanmark.
“Her i Fredericia får vi omkring 250 til session hver uge - eller Forsvarets Dag, som vi kalder det. I Rekrutteringscenteret skal de unge gennemføre en prøve, hvori der indgår logisk tænkning, dansk, matematik og figur-sammensætning. De skal igennem en helbredsundersøgelse, og de kan også få svar på en lang række spørgsmål. Hvad er værnepligt? Hvad med lønnen? Hvor vigtig er den fysiske form? Forsvaret indkalder årligt cirka 4.200 værnepligtige, og Beredskabsstyrelsen indkalder omkring 420,” fortæller Søren Vestergaard.
Der findes fem rekrutteringscentre i landet. I Herning, Ålborg, Slagelse, Høvelte og Fredericia. Siden 2010 har der stort ser været 100 % frivillighed, og derfor kan man i dag kun trække frinummer - eller måske-nummer. Værnepligten i Forsvaret er fire måneder, og der er tidligst plads i februar 2016.
“Det er en stor fordel, at Rekrutteringscenteret nu bliver placeret på Ryes Kaserne. Her er der mere liv. Det er en operativ kaserne, hvor de unge kan møde både den menige soldat og en pansret mandskabsvogn. Her får de et godt indtryk af faciliteterne og Forsvaret som arbejdsplads,” lyder det fra Søren Vestergaard.
Nogle kvinder ønsker at anvende deres værneret. Fire gang om året afholder centeret derfor en inspirationsdag.
“Her kan kvinderne opleve, hvad det vil sige at være værnepligtig. Vi slår blandt andet bivuakker op, koger feltrationer og viser våben frem. Det er et slags åbent hus. Kvindelige kolleger fungerer som instruktører.”
Omkring 25 procent af deltagerne melder sig efterfølgende til Forsvarets Dag.
Rekrutteringscenter Fredericia fungerer også som intern rekrutteringsvirksomhed for Forsvaret og dets personel.
“Her i centeret er vi eksperter i alle vores uddannelser. Vi har cirka 50. Hvis en soldat vil vide noget om for eksempel officersuddannelsen kommer han til os,” siger Søren Vestergaard, der tilføjer, at centeret også tager sig ekstern rekruttering målrettet unge studerende på skoler, gymnasier og messer rundt om i regionen - med henblik på at hverve kandidater til de mange uddannelser, som Forsvaret udbyder.
Nu ligger centeret i mere moderne og livlige opgivelser.
Søren Vestergaard