Børnecenter slipper for tilsyn
Socialtilsynet ophæver skærpet tilsyn med Alssund Børne- og Ungdomscenter
Socialtilsyn Syd ophæver det skærpede tilsyn med Alssund Børne- og Ungdomscenter (ABU), Afdeling Skoven.
Det sker efter en række positive anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg på institutionen, oplyser Sønderborg Kommune.
ABU, Afdeling Skoven kom under skærpet tilsyn, da Socialtilsyn Syd konstaterede at der var forhold i forbindelse med institutionens rutiner og administration, som ikke var tilfredsstillende. Efterfølgende har Sønderborg Kommune ændret på sammensætningen af ledelsen, ligesom der er udarbejdet handleplaner og nye, strammere procedurer på Afdeling Skoven.
"Det er rigtig positivt, at de initiativer som kommunen satte i værk, da vi blev opmærksomme på de problemer der var på Afdeling Skoven, har haft den ønskede effekt. Skoven er et rigtig godt tilbud til børn og unge der har det svært, og derfor er jeg glad for, at vi nu har fået lagt dette her forløb bag os," udtaler Marianne Helms, Børn & Familiechef i Sønderborg Kommune.
Ifølge Marianne Helms har forløbet primært handlet om, at der ikke var ordentlig styr på de administrative procedurer, og at de punkter som Socialtilsyn Syd rettede kritik mod, ikke var punkter som berørte personalets omgang med børnene og de unge på Afdeling Skoven.