Fortsæt til indhold

Ny nominering til DoktorDoktor

Orkestret DoktorDoktor med rødder i Køge er nomineret til prisen "Årets Urban Udgivelse" i forbindelse med uddeling af Gaffa-prisen.

Arkiv
Martin Rasmussen

NOMINERING: Orkestret Doktor Doktor blev for nylig nomineret til årets vokaljazz-udgivelse til DMA Jazz for sin debutplade "NytLåntGammeltBlåt", der udkom i juni, og nu er orkestret blevet nomineret til endnu en pris i form af Årets Urban Udgivelse til Gaffa Prisen.
DoktorDoktor har rødder i Køge, da bandet opstod på MGK i Køge i 2009, hvor de fleste gik, og nu er bandet altså på vej frem i den danske musikverden.
DoktorDoktor spiller nyskabende urban musik, der blander de bedste elementer fra den tekstbaserede og beat-orienterede hiphop-kultur med de improvisatoriske tilgange fra jazz og soulmusikken.
- Deres store passion for de groovy hornbaserede genrer skinner tydeligt igennem. Det er hiphop for soul- og jazzfolk - og for den generation, der hørte hiphop, dengang genren stadig var helt ung, lød det blandt andet i Gaffas firestjernede anmeldelse af debutpladen
Næste koncert er på Rust i København den 15. november i forbindelse med DoktorDoktors fem års fødselsdag.