Fortsæt til indhold

Siger hellere farvel end undskyld

Det mangeårige socialdemokratiske byrådsmedlem vil hellere sige farvel end undskyld

Arkiv
Af Peter Friis Auten

Ordet 'undskyld' kom ikke over Christa Laursens læber, da hendes forhold til resten af den socialdemokratiske byrådsgruppe blev forsøgt repareret. I stedet blev ordet 'farvel'.
Christa Laursen har meldt sig ud af Socialdemokratiet. Siden foråret har hendes forhold til partiet været anstrengt. Først på grund af sagen om hendes ansættelse som leder Vejle Handicap Center. Og siden fordi hun gik enegang i de kommunale budgetforhandlinger i forsøget på at tale de fysisk handicappedes sag.
“Jeg falder ikke på knæ, hvilket jeg ellers blev opfordret til. Så kunne jeg måske få en chance for at komme ind i varmen igen. Nu har jeg meldt mig ud af partiet og bliver løsgænger. Der er som sagt ikke tillid mellem mig og S-gruppen. Heller ikke fra min side længere,” skriver Christa Laursen i en mail til redaktionen. Hun agter at genopstille om tre år.
Socialdemokraternes gruppeformand, Søren Peschardt, tager Christa Laursens exit til efterretning.
“Jeg har ingen mening om, hvorvidt Christa Laursen skulle ekskluderes eller ej. Jeg har ikke indtryk af, at der er politisk uenighed imellem os. Men der er en uenighed om politisk dømmekraft, og vi kunne ikke fortsætte samarbejdet med Christa, hvis ikke hun offentligt beklagede forløbet omkring budgettet og ansættelsen på Vejle Handicapcenter,” siger han.
Dermed er Christa Laursen den anden byrådspolitiker på få måneder, der bliver løsgænger. I begyndelsen af september blev Holger Gorm Petersen smidt ud af Dansk Folkeparti.