Fortsæt til indhold

17,4 millioner skal fremme motorikken

Med fem millioner kroner fra Bygge- og Anlægsfonden er der nu over 17 millioner at bygge motorikcenter for i Gram

Arkiv
Peter Rasmussen

De fleste kender oplevelsen af den klassiske skolegymnastiksal. Et lille idrætsrum med vinduer højt oppe under loftet og ribber på væggene. Lugten af sved fra salen blander sig med de sure sokker og våde håndkæder fra omklædningen. Efter aktiviteterne står den på et brusebad med enten iskoldt eller kogende hedt vand.
Ét af de steder, hvor den oplevelse meget snart er historie, er på Gram Skole. Med et tilskud på fem millioner kroner fra Bygge- og Anlægsfonden er der nu lidt mere end 17 millioner kroner til det ambitiøse - og visionære - projekt, som ikke blot skal give skolen en ny gymnastiksal, men som skal give børnene og ungdommen en lang række nye muligheder. Alt sammen med det fælles tema, at det skal træne motorikken.

Held i uheld

I Gram arbejdes der på at konkretisere det udbudsmateriale, som skal danne baggrund for byggeriet. Og her glæder man sig over at en række faktorer har været til fordel for projektet:
“Man kan vel sige at Folkeskolereformen kom på det rettet tidspunkt for dette projekt. Nu er der behov for, at skabe aktivitetsrum til børnene, ligesom et øget samarbejde imellem skolerne og andre aktører som vort idrætscenter og foreningerne er 'oppe i tiden'. Herude kan vi teste tingene af i det små, og hvis det virker, kan man implementere det omkring de større skoler,” fortæller Leif Knudsen, der ikke blot er leder af Gram Fritidscenter, men også sidder i den gruppe som har arbejdet med tanker og idéer siden begyndelsen.
Med til at gøre projektet i Gram særligt interessant er de meget kreative tanker, som skal gøre problemer og forhindringer til muligheder. Forskellen i terræn på næsten seks meter imellem skolens og fritidscenterets matrikler, har altid været en forhindring. Men når en kreativ arkitekt ser på det, giver det fantastiske muligheder. Her kan trænes motorik til den helt store guldmedalje.
Lokale og Anlægsfonden har medvirket i udviklingen af projektet og støtter etableringen med 5 mio. kr. Haderslev Kommune støtter projektet med 10 mio. kr. Det lokale foreningsliv i Gram og Gram Fritidscenter støtter projektet med 2,4 mio, hvilket bringer projektets pris op på 17,4 millioner. Projektet forventes indviet i efteråret 2016.