Fortsæt til indhold

Lille Louis blev brugt som fodbold

Mange mishandlede dyr reddes på dyreinternatet i Roskilde. Dyrlægen græder, når det ikke lykkes

Arkiv
Anette Gundlach

Leder af Roskilde Dyreinternat Rikke Lee Christensen redder sammen med sine medarbejdere tusindvis af dyr, der mangler et hjem.
- De daglige solstrålehistorier fra frivillige, nye dyreejere og glæden over dyrene gør os glade og holder humøret oppe, fortæller hun og fortsætter:
- Vi er her for dyrenes skyld og knokler for, at de får gode hjem.
Men medaljen har også en grum bagside.
Rikke Lee Christensen er tvunget til at aflive nogle af de mange dyr, der kommer ind hver eneste dag.
Hun viser en af de 19 katte frem, som er kommet ind på internatet i løbet af natten.
Ribbene stikker ud og pelsen sidder i totter. Den er gul omkring mund og øjne, og også der hvor man kan se huden gennem pelsen. Den har en leversygdom, der muligvis er smitsom.
- Jeg er nødt til at aflive den, at veje dens liv op mod de mange, den risikerer at smitte her, siger Rikke Lee Christensen og fortsætter:
- Det er en svær beslutning hver gang. Heldigvis skal jeg aldrig tage den alene.
Hun vasker hænderne grundigt efter at have sat den syge kat fra sig, da hun ellers risikerer at blive smittet.
- Jeg græder hver gang, jeg skal tage et liv.
Hun fortæller, at hun netop har siddet med en killing i armene, der spandt og spandt. Også da hun gav den en dødbringende sprøjte.
- Den var så syg, at den ikke kunne overleve. Det er ikke til at bære, siger hun trist.

Dyrlæge Rikke Lee Christensen har reddet flere tusinde dyr. Lederjobbet på internatet er hendes mest meningsfulde. Alligevel græder hun flere gange om dagen, fordi hun ser mishandlede og forhutlede dyr.

Redder dyr

Jobbet som leder af internatet er trods den dystre side, alligevel det mest meningsfyldte hun har haft. Også selvom hun ofte synes det er hårdt.
- Vi er med til at redde så mange dyr hele tiden. Dyr der ellers ville have lidt og levet en forhutlet tilværelse.
- Aflivning er den absolut sidste udvej for os, slår hun fast.
Rikke Lee forklarer, at hun kun tager liv, når et kæledyr er så misrygtet eller sygt, at det ikke kan leve videre uden at lide eller at få medicin i mange måneder.
Eller når det er så sky og bange, at det er til fare for sig selv og mennesker.
Rikke Lee Christensen viser en video af en kæmpe irsk ulvehund frem. Racen er normalt fredelig og glad og egnet til familier.
Men denne her går nervøst og bidsk knurrende omkring i internatets hundegård.
- Jeg var nødt til at aflive. Den kunne have dræbt et menneske, siger Rikke Lee Christensen stille.

Den femårige Bella kom på internatet med en mund fuld af rådne tænder. Den fik fjernet hele gebisset og bringer i dag glæde hos en ny familie.

Mange syge dyr

På internatet i Roskilde titter dyrene frem fra alle hjørner. Alle lokaler rummer mindst et par kæledyr. Alle hundegårde, katterum, hundefolde ja selv køkkenet er fyldt op med firbenede kræ, der miaver eller logrer, når Rikke Lee Christensen går forbi og hilser på dem, mens hun siger deres navne højt.
Alt er fyldt op, fordi internatet aldrig siger nej til at modtage et dyr.
- Derfor får vi også flere forhutlede dyr end andre internater og dyrehjem. Alle andre vælger at sige nej til syge dyr. Netop derfor ender vi også oftere som de sygestes endestation, forklarer Rikke Lee Christensen.

Den gamle kælekat blev bragt ind med nyresvigt. Den blev aflivet, fordi den led og ikke kunne hjælpes.

Altid endnu en kat

Rikke Lee Christensen får nogle gange spørgsmålet om, hvorfor de ikke bygger ud, så de har plads til flere dyr.
- Vi har jo lige bygget ud, og vi har plads til mange flere dyr end før. Men der kommer jo altid en kat mere, der mangler et hjem.

Beskyt dyrene

Rikke Lee Christensen oplever, at langt de fleste af dyrene, der kommer ind er udsatte eller vilde katte.
- Folk løber fra deres ansvar og sætter kattene ud, fordi de ikke har overvejet, at den søde killing, de faldt for, bliver 18 år.
Hun mener, at der bør indføres en lov om øremærkning, så kattejerne kan blive stillet til ansvar for deres udsatte dyr.
- Det vil sikre dyrene, at vi kan finde frem til de ejere, der har svigtet dem. Jeg er sikker på, det vil have en præventiv virkning, slår Rikke Lee Kristensen fast.
- Vi er nødt til at tvinge folk til at tage ansvar. Det er deres skyld, at dyrene lider, mens vi hjælper dyrene videre.

ag@roskildeavis.dk