Fortsæt til indhold

Ekstra kul på Køges skatermiljø

Skaterne i Køge Kommune har noget nær optimale rammer i Tapperiet og Gule Hal på Søndre Havn – og med kommunens nye eksperimenterende klubform, Profilklubben, er setuppet komplet.

Arkiv
Af Ole Jeppesen

SKATING: Profilklubben i Gule Hal i Køge har siden september 2014 hver lørdag og søndag mellem kl. 12.00 og kl. 18.00 serveret 'skating med et twist' for en glad gruppe unge.
Klubben er et supplement til de eksisterende klubtilbud, og samlingspunktet er alle afskygninger af indendørs skate-aktivitet.
Altså skateboard, rulleskøjter, løbehjul, BMX og lignende.
- Det har været en massiv succes. 60 unge har fået skating på hjernen efter at have stiftet bekendtskab med nogle af skaterkulturens aspekter. Det med at give den gas op og ned ad ramperne er jo kun toppen af isbjerget, forklarer Jon Pejtersen, der selv er livslang skater, siger projektleder Jon Pejtersen f om initiativets første to måneder 'på hjul'.
Skating er slet og ret en livsstil, som i sin nutidige, meget seriøse form er en sport med et væld af muligheder for at udvikle sig.
- Vi har for eksempel afholdt rampebyggeworkshop, hvor de unge lærer teknikkerne bag konstruktionen af gode skateramper. Vi har haft loppemarked for skaterudstyr, og vi har arrangeret et projekt om, hvordan man effektivt filmer og redigerer sine seje tricks. Næste trin bliver en tur til en skatehal i København, siger Jon Pejtersen.

Kom og vær med!

Alt i alt har aktiviteterne præsenteret deltagerne for en anderledes form for ungdomskultur. En ny måde at møde andre unge på, mens man er aktiv:
- Vi har ønsket at åbne miljøet op, så flere kunne få øje på kvaliteterne og få glæde af de fantastiske rammer, som er blevet skabt. Vi må sige, at det er lykkedes. Stemningen er god, mange har knyttet nye venskaber og har på den måde fået nyt indhold i tilværelsen. Det er stærkt tilfredsstillende at være vidne til, lyder det fra projektlederen.
Han understreger, at der - succesen til trods - stadig er plads til nye ansigter på holdet.
- Hvis man er interesseret i skating eller på anden måde nysgerrig, så bliver man skrevet op og kan frit deltage. Vi elsker at fortælle om mulighederne i miljøet, og vi har både skateboards og sikkerhedsudstyr, som man kan låne. Hele herligheden er gratis at tage del i, stemningen er 'nede på jorden', og vi lægger vægt på god humor og god tone, understreger Jon Pejtersen.

Fremtiden begynder måske her

Aktiviteterne i Profilklubben har smittet af på det generelle aktivitetsniveau i Gule Hal alle ugens øvrige dage. Præcis som Køge Ungdomsskole håbede, det ville ske, da man oprettede initiativet.
- Det er blevet et endnu mere solidt skater-miljø. Der er altid liv i eller omkring Gule Hal, og det har en selvforstærkende effekt. Jeg ser Profilklubben som en understregning af, hvor seriøst kommunen tager skatermiljøet og dets indbyggede potentiale. Det kan vi godt være stolte af, mener Pejtersen.
Miljøet afføder først og fremmest en gruppe dedikerede unge, som med stor fornøjelse dyrker deres interesse sammen med ligesindede. Men skating kan endnu mere end det:
- Man plejer at sige, at et stærkt skatermiljø holder de unge fra gadehjørnerne. Jeg kan nu bedre lide at sige, at det kan være med til at give de unge retning i livet. Når man dyrker en aktivitet helt ned i detaljen, kan man opdage, at man er super god til ting, man ikke anede, man kunne, konstaterer Jon Pejtersen – og tilføjer med et lille grin:
- Måske er vi med til at sætte gang i fremtidens tømrere, videojournalister, eventmagere – og, naturligvis, verdensmestre i skating.