Fortsæt til indhold

Transportministeren er lavet af teflon

Arkiv
Arkiv

Af Eva Kjer Hansen, medlem af Folketinget for Venstre og formand for Europaudvalget

I debatten om motorvejsstøj i Bramdrupdam glider transportminister Magnus Heunicke af på enhver form for kritik, som var han lavet af teflon. I et svar til Folketinget gående på, om ministeren overhovedet finder, at beboerne i Bramdrupdam har et reelt problem med støj fra motorvejen, er ministerens respons: ”Jeg tror, at de fleste, der bor meget tæt på motorvejen, oplever støj fra motorvejen som et reelt problem. Det gælder også beboerne i Bramdrupdam.” Eksemplet er ét blandt mange undvigende svar, hvor ministeren nægter at forholde sig til den konkrete sag og derfor negligerer den gene, som beboerne må leve med hver eneste dag.

I august besøgte jeg sammen med Venstres trafikordfører beboere i Bramdrupdam og deltog i et fællesmøde, hvor mange var mødt op for at få luft for deres frustration. Vi fik lejlighed til selv at opleve, hvordan området plages af en støj så generende, at folk hellere vil sidde indenfor en lun forårsdag og sove med lukkede vinduer i en gloende hed sommervarme. Det er en urimelig situation, der som minimum kræver et anstændigt svar fra den øverst ansvarlige for vores veje: transportministeren.

I stedet svarer ministeren udenom, i pressen bliver en plan om udskiftning af asfalt på motorvejen solgt som en løsning fundet til lejligheden, og i et svar til Folketinget skubber ministeren initiativet foran sig og lader det være op til partierne i forligskredsen at sætte sagen på dagsorden for et kommende møde, hvis han skal forholde sig til den.

Venstre har bedt om, at sagen drøftes på næste forligskredsmøde og taget ham på ordet. Nu venter vi så på en dato.