Fortsæt til indhold

EUC Sjælland og JNF Momentum samlede erhvervslivet i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Torsdag den 30. oktober holdt EUC Sjælland håndværkeraften i Køge i samarbejde med JNF Momentum. Her deltog ca. 150 af JNF Momentums kunder og leverandører i arrangementet, der havde både faglighed og sociale relationer i fokus.
Arrangementet blev indledt i smedeværkstedet på EUC Sjælland, med JNF Momentum som vært. Her havde deres leverandører opstillet en række udstillinger med værktøj, udstyr og andet materiale, der repræsenterede det nyeste inden for branchen.
De fremmødte kunne således gå rundt til de forskellige stande og få fornyet inspiration, samtidig med at de kunne få en snak med andre fra deres branche.
- Formålet med arrangementet er primært relationsopbygning mellem vores kunder, leverandører, EUC Sjælland og os selv. Det er helt klart den sociale del, der har vores fokus, fortæller Claus Christensen fra JNF Momentum om arrangementet og tilføjer:
- Når alt kommer til alt, så er vores branche ikke så stor, derfor er det vigtigt at opbygge gode relationer til hinanden, da det styrker samarbejdet og bidrager positivt til virksomhederne og branchen som helhed.
Snakken gik livligt, da der blev budt på fællesspisning for alle deltagende i EUC Sjællands kantine. Arrangementet blev afsluttet med lodtrækning om en lang række præmier fra JNF Momentums leverandører. Lodtrækningen var baseret på en tipskupon, som deltagerne havde udfyldt i løbet af arrangementet ved at svare på spørgsmål ved de forskellige stande.
Det er 5. gang EUC Sjælland lægger hus til arrangementet, og Claus Christensen.
- Vi er meget glade for samarbejdet med EUC Sjælland, og det er vigtigt for os også at have god kontakt til skolen, da de uddanner elever til vores branche, siger Claus Christensen.
Håndværkeraftenen på EUC Sjælland giver således en unik mulighed for at etablere kontakt mellem virksomheder og skole til fordel for både eleverne og virksomhederne selv.
pm

Fra venstre Morten Kristensen og Claus Christiansen begge fra JNF Momentum stod klar til Mesteraften på EUC Sjælland. (Privatfoto).