Fortsæt til indhold

Børnehuse i Lejre skal lukke, men hvilke?

Faldende børnetal i Lejre betyder tilpasninger på institutionsområdet

Arkiv
Af Birgitte Masson

Lejre kommune oplever som andre kommuner et stort fald i antallet af børn. Det betyder, at der et mindsket behov for institutionspladser.
For at kunne overholde budgettet på dagtilbudsområdet i Lejre kræver det derfor, at omkostningerne reduceres på daginstitutionsområdet, så det stemmer overens med de effektiverings og sparekrav, som er besluttet i budgettet for 2015 til 2018.
Helt nøjagtigt betyder det, at der skal spares 2,73 mio kr brutto i 2015 til 3,96 mio kr brutto i 2016.
Spørgsmålet er bare, hvor pengene skal findes.
I aldersgruppen 3-5 årige forventes der et fald i antal børn fra 1.019 i 2013 til 765 børn i 2018. Det svarer til et fald på 20,1 pct.
I Udvalget for Børn - og Ungdom i Lejre Kommune mener man ikke, at beslutningerne på dagtilbudsområdet kan vente til senere, da der allerede nu er en betydelig overkapacitet på området, og økonomien vil derfor blot blive yderligere presset de kommende år.

Flere børnehaver i spil

Ved et møde 4. november besluttede Udvalget for Børn & Ungdom at sende spareforslagene i høring frem til den 28. november.
Det overordnede formål med forslaget er, at sikre bæredygtige børnehuse.

  • Lærkereden lukkes svarende til omkostningsreduktioner på netto ca. 457.778 kr. i 2015 og 957.675 kr. i 2016.
  • Der forberedes en sag med henblik på at lave en tilbygning til Den Grønne Kile.
  • Skovvejens børnegruppe flyttes til den Grønne Kile fra 2016, når tilbygningen er færdig. Dette vil indebære omkostningsreduktioner på netto ca. 682.492 kr. i 2016 forudsat at tilbygningen står klar den 1. januar 2016.
  • Avnstrups bæredygtighed sikres ved at institutionen enten skal rumme en gruppe af børn med særlige behov (mild specialisering) og/eller skal have 8 vuggestuepladser.
  • Bøgens bæredygtighed sikres ved at oprette minimum 12 vuggestuepladser.
  • Som følge af ovenstående lukkes Dagplejen i Lyndby og Tolstrup.

    Referatet fra mødet i Udvalget for Børn & Ungdom kan læses i sin fulde længde på www.lejre.dk