"Alternativet er, at der ikke ville ske en skid"
Undersøgelse til 200.000 kroner skal vise, hvor mange nye studieboliger Vejle har brug for
Vejle Kommune vil bruge 200.000 kroner på en undersøgelse, der skal vise, om Vejle har brug for flere studieboliger, hvor de skal ligge, og hvad de skal indeholde. Det har et enigt økonomiudvalg besluttet.
“Vi satte undersøgelsen på dagsordenen i forbindelse med budgetforhandlingerne,” siger den radikale Torben Elsig-Pedersen.
Han erkender, at der næppe er nogen tvivl om behovet for flere studieboliger, ligesom der næppe heller kan være tvivl om, at de bør placeres i nærheden af både byen og Boulevarden, hvor mange uddannelser er placeret. Det er heller ikke særligt krævende at få belyst, hvilke faciliteter en moderne studiebolig bør indeholde .
Så hvorfor er det nødvendigt at bruge 200.000 kroner på sådan en undersøgelse?
“Fordi alternativet er, at der ikke ville ske en skid. Før der bliver taget politiske skridt for at få etableret flere studieboliger, er der brug for et grundlag, som kan skabe politisk enighed, hvilket der ikke er i dag. Det grundlag kan en grundigt underbygget undersøgelse skabe. Måske kan det gøres billigere, men de 200.000 kroner er altså oplægget,” siger Torben Elsig-Pedersen.
Hos Campus Vejle glæder man sig over udsigten til en undersøgelse.
“Jeg har lige haft et møde med et pensionsselskab, der var interesseret i mulighederne for at investere i Vejle. Så der er et helt aktuelt og klart behov for at undersøge behovet og mulighederne,” siger direktør Morten Weiss-Pedersen.