En ægte tyvetøs
Anklageskiftet mod en 20-årig kvinde byder både på stoffer, indbrud og bedrageri
Indbrud, bedrageri og stoffer spiller alle en rolle, når en 20-årig kvinde fra Roskilde skal en tur for en dommer hos Retten i Roskilde.
Ifølge anklageskiftet mod kvinden stod hun bag et indbrud mod Lykkedragen Asien Marked, der tidligere lå i Allehelgensgade, i april 2011.
Ved indbruddet blev der smadret en rude, og gerningspersonen stak af med varer for 50.000 kroner i form af blandt andet perler og vandpiber.
Den 20-årige er også anklaget for at have begået almindelig butikstyveri mod Fakta både i Rørmosen og i Jyllinge.
I alt skulle kvinden have stjålet for sammenlagt omtrent 300 kroner i de to butikker.
Misbrug og stoffer
Tyverierne holder sig dog ikke kun til den virkelige verden.
Angiveligt har kvinden også misbrugt et dankort hun fandt i 2012 til at købe ind på nettet, så det kostede kortets ejer mere end 23.000 kroner.
Pengene gik ifølge rettens papirer til mange forskellige ting.
Blandt andet skulle den 20-årige have brugt mere end 1.200 kroner på take-away-mad, som hun bestilte over hjemmesiden just-eat.dk.
De rigtig store beløb stammer dog fra tøjkøb, hvor kvinden angiveligt købte tøj fra virksomheden Gina Tricot for mere end 5.600 kroner og i firmaet Carhartt endte regningen på 7.400 kroner.
Angående anklagen om besiddelse af stoffer stammer den fra 2013, hvor hun skulle have haft hash på sin person.
Sagen bliver gransket af dommeren mandag 24. november, så det kan afgøres, hvilke konsekvenser anklagerne får for den unge dame.
hw