Fortsæt til indhold

Tre generalforsamlinger i Roskilde-hallerne

Arkiv
Arkiv

Roskilde-hallerne skal gennem hele tre generalforsamlinger, før det selvstændige selskab kan overtages helt af kommunen, der i forvejen er hovedaktionær. Den første ekstraordinære generalforsamling finder sted i slutningen af december eller starten af januar. Her handler dagsordenen om muligheden for at træde i frivillig likvidation, og samtidigt skal der foretages en ændring af vedtægterne omkring beslutningsdygtighed. Er der opbakning til dette, foregår næste ekstraordinære generalforsamling sted i slutningen af januar eller starten af februar. Her skal endeligt vedtages, at selskabet nu træder i likvidation, og der bliver på den baggrund valg en likvidator, som står i spidsen for denne proces. Efterfølgende gennemgås andelshavernes indskudte kapital, og kreditorer opfordres til at gøre deres krav gældende. Den tredje og afsluttende generalforsamling vil blive holdt i maj eller juni 2015 – i forbindelse med at likvidationen er afsluttet. Umiddelbart efter udbetaler likvidator indskudskapitalen til pålydende værdi til andelshaverne, og Roskilde-Hallerne drives herefter helt af Roskilde Kommune. Ændringen er blevet nødvendig, fordi Tilsynet efter en klage fra Roskilde Ældre Motion har afgjort, at den hidtidige konstruktion med kommunen som hovedaktionær i et formelt selvstændigt foretagende ikke var i orden. Enten skulle der være privat flertal, eller også skulle kommunen overtage hele butikken, og et flertal i byrådet, har stemt for det sidste. Samtidig blev det præciseret, at den hidtidige halchef Dan Hacke skal fortsætte på samme måde som nu, mens bestyrelsesformand Carsten Wickmann (Kons.) bliver formand for det udvalg, med både politikere og andre repræsentanter, der overtager ansvaret.