Fortsæt til indhold

Ingen tomme bygninger = ingen asylansøgere

I Kolding er der ingen mulighed for at oprette et asylcenter

Arkiv
Anne Andersen

Hen over sommeren har folk fra Udlændingestyrelsen været på tur i det ganske land. Da man mærkede, at antallet af asylansøgere fra fortrinsvis Syrien begyndte at stige, og nødvendigheden af at huse de mange flygtninge steg, skulle man finde ud af i hvilke kommuner det var muligt at åbne asylcentre.
I Kolding var Udlændingestyrelsen også på besøg, men kunne hurtigt konstatere, at byen ikke er gearet til at huse et asylcenter:
“Vi har ingen tomme skoler, plejehjem eller kaserner stående, tværtimod mangler vi fortsat boliger til 300 studerende, så derfor har vi ikke muglighed for at oprette et asylcenter i byen”, siger borgmester Jørn Pedersen (V) og fortsætter:
“Heldigvis, ikke at vi ikke vil tage imod flygtninge, for det vil vi gerne, men det er jo godt, at vi ikke har store tomme bygninger stående”.
At finde pladser til de mange asylansøgere er en statsopgave, kommunerne får refunderet deres udgifter, og når de pågældende asylansøgere skal videre fra asylcentrene, bliver de placeret rundt i hele landet og skal derfor ikke nødvendigvis blive i den by,hvor asylcentret er oprettet.