Fortsæt til indhold

Vejle er en by for biler

Vejles infrastruktur skal løbende udvikles, hvis trafikken ikke skal gå amok

Arkiv
Af Lasse Skov

Nye byggeprojekter og flere og flere tilflyttere betyder flere mennesker, og mere trafik til Vejle midtby. Udfordringerne kræver en løbende indsats, og at man skruer på alle knapper, hvis trafikken ikke skal løbe løbsk i fremtiden.
Det forklarer områdechef for plan, byg og miljø i Vejle Kommune, Henrik Stjernholm, der er med til at tage de store beslutninger om Vejles fremtid, også når det handler om trafikken. Ifølge ham, kan man ikke bare sidde på hænderne og lade trafikken passe sig selv.
“Hvert år kommer der mellem 800 og 1000 tilflyttere til kommunen. Derudover kommer der stadig flere virksomheder og nye samlingspunkter. Eksempelvis er der planer om en ny Magasin i Vejle, hvilket vil trække flere handlende til, der blandt andet vil komme i biler. Et andet eksempel er en virksomhed som Siemens, der flyttede til midtbyen for tre år siden. Det kan ikke undgå at trække bilister ned i byen,” siger Henrik Stjernholm.

Byen går i baglås

Og det er ikke bare en fjern fremtidsillusion, at der kan opstå trafikale problemer i Vejle midtby, ifølge områdechefen.
“Når Vejlefjordbroen af og til lukker, så ser vi, at byen bliver helt låst fast,” siger han.
Trængselsproblemer gør, at kommunen nu har planer om at lave ruten nede langs havnen firesporet og lave en havnetunnel for at få trafikken til at glide nemmere.
Justeringer af veje og vejkryds er således en af de knapper kommunen kan dreje på for at få byen til at holde trit med den øgede trafik.
“Eksempelvis måtte vi bygge en ny højresvingsbane, da Bryggen åbnede. Vi lavede en trafiksimulation på en computer og kunne se, at det ikke ville gå med alt den ekstra trafik til Bryggen, hvis vi ikke gjorde noget,” siger han.
Men det er ikke nok at lave små justeringer. Selvom der er mange nye P-huse i Vejle, så vil der også komme flere parkeringspladser fremover. Henrik Stjernholm mener, at behovet for parkeringspladser er dækket lige nu, og han kender ikke nogen, der synes de mangler parkeringsmuligheder i Vejle midtby, men når der for eksempel kommer en ny Magasin bliver det nødvendigt med parkeringspladser til de nye kunder, mener han.
“Ellers dør de nye steder. Nye attraktioner kræver nye parkeringspladser, ellers ender det med at de må lukke,” siger han.

En by for biler

En anden knap der kan drejes på er den offentlige trafik. Hvert år bliver byens busruter kigget efter i sømmene, og ændret efter behov, men Henrik Stjernholm mener ikke der er råd til flere busruter i øjeblikket.
“Kommunen bruger 45 millioner kroner på offentlig transport om året, og selvom vi skal have så meget offentlig transport som vi har råd til, så nytter det ikke noget at lave flere busruter, hvis der ikke er nogen, der bruger dem,” siger han.
Og så er der cyklerne. Danmark er kendt vidt og bredt for vores mange cykelstier og cyklister. Sådan er det bare ikke i Vejle. Kun ni procent af vejlenserne cykler til arbejde. Hvis flere tog cyklen ville det selvfølgelig reducere biltrafikken i midtbyen, men det er svært at få flere til at cykle i Vejle. “Det er bakkerne, der gør det. Vi har allerede masser af cykelstier, og jeg tror, de fleste synes, at midtbyen er et sikkert sted at cykle, men det er nok fristende at tage bilen, når man har en stejl bakke foran sig på vej hjem fra arbejde,” siger han.