Fortsæt til indhold

Tyvene huserer i bymidten

Arkiv
Anette Gundlach

Taskene-tyvene er i øjeblikket ekstra aktive omkring gågaden, hvor de holder godt øje med ældre kvinder, der er på indkøb. Tirsdag og onsdag fik hele seks personer stjålet punge, kontanter og dankort, mens de handlede i bymidten ved middagstid.
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi mener, at de mange flere tasketyverier er tegn på, at tyvene er gået i gang med juletyverierne. Ugerninger, der går ud over folk, som er i gang med julehandelen og derfor ofte har pungen fremme og meget at bære på.
Tyverierne er indtil videre oftest gået ud over ældre damer. Til det har politiet en forklaring
- Tyvene ved, at den ældre generation, oftere har kontanter på sig end yngre, der kun går med kort, siger Martin Bjerregaard.
Ved alle seks tyverier opdagede ofrene intet før, de skulle have den forsvundne pung frem.
Onsdag blev en 72-årig kvinde fra Kirke Hyllinge bestjålet i Skomagergade mellem 10.30 og 12. Kvinden havde været i Danske Bank, hvor hun havde hævet penge og i Tigerbutikken, hvor hun ikke havde haft pungen fremme.
Da hun sad i bussen, opdagede hun, at tasken stod åben og pungen var væk.
På Stændertorvet gik tyveriet ud over en 70-årig kvinde fra Roskilde.
Hun havde været inde hos Frisør Arthur. Her puttede hun pungen i tasken, da hun fem minutter senere skulle bruge den igen, var den væk.
Dagen før var fire kvinder udsat for taskesnydere ved middagstid. En af dem mistede 11.000 kroner.
Martin Bjerregaard råder alle til at have portemonæen et sted, hvor man kan holde godt øje med den. Specielt her hvor julehandelen går ind, og der er mange i byens gader.

ag@roskildeavis.dk