Fortsæt til indhold

Stop for Støden-projekt

Butikkerne var slet ikke blevet spurgt, før forslag om at fjerne p-pladserne kom på dagsordenen

Arkiv
Arkiv

Forslaget om at sløjfe parkeringspladserne og anlægge to nye cykelstier i Støden blev droppet i Teknisk Udvalg torsdag aften efter kraftige protester fra gadens forretninger. De ville blive hårdt ramt, men havde på forhånd slet intet hørt om det vidtgående forslag. Udvalgets formand Torben Jørgensen (S) var heller ikke på forhånd blevet orienteret om, at der blev lagt op til så store ændringer i Roskildes hovedgade, så han valgte omgående at tage det af dagsordenen. - Jeg er glad for, at beslutningen nu er udskudt, så vi får mulighed for at tale det ordentligt igennem. Det skal udvalget have ros for, siger slagtermester Palle Christensen, der ejer en velbesøgt forretning med 14 ansatte. Hvis forslaget var blevet gennemført, ville han blive hårdt ramt, fordi ingen kunder måtte parkere ved forretningen, og han heller ikke kunne få leveret varer, fordi lastbilerne så ikke kan holde og læsse af.

Fællesbager tilfreds

Direktør Tonny Mogensen i Roskilde Fællesbageri, der ejer den store bygning med slagteren og en række andre forretninger, er også glad for, at forslaget er taget af bordet: - Ikke kun slagteren ville blive ramt. Det ville også gå ud over fysioterapeuten, lægerne og andre, hvis taxaer ikke længere må stoppe og sætte gangbesværede af. Tonny Mogensen er meget utilfreds med, at kommunen i sådan en sag ikke først spørger de involverede i gaden og en organisation som Roskilde Handel, før der kommer et så vidtgående forslag. - Af og til har jeg indtryk af, at folkene i Teknisk Forvaltning slet ikke tænker på, at vi i Roskilde lever af at drive handel i forretningerne, og så skal man ikke gøre forholdene umulige. Jeg er med på, at man skal tage hensyn til cyklisterne. Men de skal vel ikke bestemme det hele, så butikkerne må lukke, for at de kan suse gennem hovedgaden, siger Tonny Mogensen. Fællesbageren mener i øvrigt det ville være en bedre idé at gøre Støden til gågade, så denne del af hovedgade ikke ender som en 'skrammelplads' udenfor Bymidten. tk