Mere julehandel på vej i Fredericia
Fredericia Shopping planlægger nye tiltag. Dels til jul og dels til juli
Fredericia Shopping planlægger en jul med mere koordinerede åbningstider end hidtil. Og ekstra timer med åbne butikker. Sammenlagt udvides der med, hvad der svarer til en hel ekstra dag med julehandel.
“Ved at melde ud samlet kan vi kommunikere klart og enkelt, så kunderne ved, hvornår der er åbent,” siger Fredericia Shopping-formand Christian Jungmark.
Ved afstemning blandt medlemsbutikkerne er det blevet afgjort, at den lokale julehandel udvides med ni timer.
Samtidig er det aftalt, hvornår der skal åbnes og lukkes i de travle december-weekender samt dagene omkring de sidste to jule-weekender.
“Afstemningen viste klart størst tilslutning til en model med blandt andet en time ekstra åbningstid hver dag i jule-weekenderne. Og der er enighed om, at vi alle prøver at følge den fælles linje,” siger Christian Jungmark.
En investering
For butikkerne er den nye juleplan en investering.
“Julehandlen er i forvejen en tid med rigtig meget arbejde og mange lønninger. Så, at vi nu udvider med flere timer på lørdage og søndage samt aftentimer, er virkelig en investering fra butikkernes side. Så vi håber selvfølgelig, at folk tager imod det og handler lokal,” siger Christian Jungmark.
Borgmester Jacob Bjerregaard (S) glæder sig.
“Ekstra juleåbningstider kan gavne væksten. Det kan fællesskabet også. Personligt er jeg glad for lange åbningtider, for jeg er altid ude i sidste øjeblik, når der skal købes julegaver,” siger han.
Nu også 5. juli
Fredericia Shopping har også besluttet at holde åbent den 5. juli.
“Næste år falder 6. juli på en mandag - og 5. juli dermed på en søndag, hvor butikkerne normalt ikke holder åbent. Men vi vil gerne være med til at skabe det byliv, der følger med 5. juli, hvor der blandt andet er fakkeltog gennem byen. Derfor har vi besluttet, at butikkerne holder sen eftermiddags- og aftenåbent fra klokken 17-21 søndag den 5. juli næste år,” siger Christian Jungmark.