50 år ved rattet i en Volvo
For 50 år siden købte Johannes Thorsen sin første bil: En Volvo PV544. Siden har han ikke kørt andet end Volvo
“Vi ville have en bil, der var sikker at køre i. Og som var driftsikker. Og det fik vi,” fortæller 78-årige Johannes Thorsen og husker tilbage på den allerførste bil, han købte.
Det var en ny Volvo PV544, som han købte ved det, der siden blev til Autohuset Vestergaard i Fredericia. Siden har han ikke kørt andet end Volvo. Han har heller aldrig benyttet sig af andre værksteder eller bilhandlere. Ja, han har sågar sørget for at få sin bil serviceret af den selv samme mekaniker i 40 år: Willy Hansen.
“Vi har været tilfredse fra starten. Og det er vi stadig.”
I anledning af Johannes Thorsens 50 års jubilæum som Volvo-ejer har værkstedschef Peter Aamand gravet i papirerne og fundet fakturaen for bilkøbet frem: Bilen blev købt den 24. november 1964 til en pris på lige godt 22.300 kroner.
I modsætning til nutidens fakturaer, hvor ekstraudstyr, diverse afgifter og andre detaljer er specificeret ud, er den gamle faktura udstyret med ganske få oplysninger: Volvo PV544, prisen, navn og et “betalt”-stempel. I 1964 var dét og et håndtryk rigeligt, når der skulle investeres stort i en helt ny bil.
Kørte til Østeuropa
Johannes Thorsen kan tydeligt huske den dag, han købte den næsten kongeblå bil.
“Det er jo noget særligt at købe sin første bil. Og så endda en ny en,” siger han.
Dengang havde han og hans hustru to børn. Så der var fint plads i bilen. Også når familien skulle på langfart og eventyr i det store udland.
“Vi fik blandt andet bekendte i Prag og kørte derfor til Tjekkoslovakiet,” siger han og mindes, hvordan lokalbefolkningen i det østeuropæiske, kommunistiske land reagerede på dem og deres kongeblå Volvo.
“Hvis vi standsede et sted for at spise lidt, stimlede folk sammen om bilen. De ville høre, hvad DK stod for. Og de ville studere bilen, som var større, mere farvestrålende og helt anderledes designet end de biler, østeuropæerne selv kørte i. Det var sjovt,” siger han.
Familien Thorsen kørte også nogle gange videre til Jugoslavien.
“Folk i Østtyskland spurgte os, 'hvor skal I hen?' Og de kunne ikke forstå det, når vi sagde, at vi bare tog en dag ad gangen. De mente, at man var nødt til at lægge en officiel rejseplan, så myndighederne vidste, hvor man var og ville hen,” siger han og smiler.
Familien kunne nu alligevel ret frit køre videre og opleve verden på den anden side af Jerntæppet.
“Men man skulle sørge for altid at overholde alle regler og for eksempel ikke køre for stærkt. Men det gør jeg nu heller aldrig alligevel,” siger Johannes Thorsen.
Loyalitet
Volvo nyder generelt stor loyalitet blandt sine kunder.
“De holder ofte fast ved Volvo i mange år. Men 50 år uden at have ejet andet - dét er alligevel usædvanligt,” siger værkstedschef Peter Aamand.
Han håber, at også Johannes Thorsens næste bil bliver en Volvo. Og det forsikrer Johannes. Men det bliver nok ikke lige med det samme, at han skifter bilen ud. Hans nuværende Volvo har nemlig kun 11 år på bagen.