KØS-direktør i Ny Carlsbergfondets bestyrelse
KØGE: Museumsdirektør Christine Buhl Andersen, KØS Museum i Køge, er udpeget til posten som bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet.
Christine Buhl Andersen er direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge og var formand for Statens Kunstfonds Internationale Billedkunstudvalg i perioden 2007-2011. Frem til 23. april 2015 er hun desuden bestyrelsesformand for Organisationen af Danske Museer (ODM).
Christine Buhl Andersens tiltrædelse markerer samtidig skiftedag i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Dr.phil. Maria Fabricius Hansens beskikkelse som bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet udløber den 1. januar 2015, hvor hun afslutter sit syvårige virke i fondet for at koncentrere sig om sin forskning ved Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.
Det er Carlsbergfondet, som vælger medlemmerne af Ny Carlsbergfondets bestyrelse.
- Christine Buhl Andersen har med høj faglighed udviklet KØS til et betydeligt dansk kunstmuseum og er kendt og anerkendt som en vidende og arbejdsom kunstfaglig kapacitet. Hun har rig erfaring fra bestyrelses- og udvalgsarbejde og vil med sine mange kompetencer blive et værdifuldt medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Hun afløser lektor Maria Fabricius Hansen, som i sin periode har udført sine mange opgaver med professionalisme og kyndighed, hvilket vi takker hende for, siger Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher.
Ny Carlsbergfondets bestyrelse består af i alt tre medlemmer. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Karsten Ohrt, formand for bestyrelsen, og Morten Kyndrup, professor ved Aarhus Universitet.
Ny Carlsbergfondets formål er at støtte Ny Carlsberg Glyptotek og andre danske kunstmuseer, at fremme studiet af kunst og kunstvidenskab og i det hele taget at udvikle og tilfredsstille sansen for og trangen til kunst i Danmark.
Ny Carlsbergfondet er oprettet ved fundats den 20. januar 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen.
pm