Fortsæt til indhold

Skrænten mellem skole og fritid

Nybyggeri i Gram kommer på mange planer til at knytte skolen sammen med livet udenfor

Arkiv
Peter Rasmussen

Hvis to og to altid var fire, så var livet lettere at forholde sig til - og en hel del mere kedeligt.
Når håndværkerne på et tidspunkt sætter spaden i jorden for at bygge det projekt i Gram, som har arbejdstitlen “Spring og Sundhedshus Skrænten” så bygger de et sted, hvor to plus to bliver en hel del mere end fire. Og hvis projektet på skrænten i slotsbyen virker, så vil det antageligvis komme til at danen skole for mange andre projekter - ikke bare i denne kommune.
“Der er blevet arbejdet på at få en udvidelse af Gram Fritidscenter siden 2009,” fortæller den daglige leder af Gram Fritidscenter, Leif Knudsen. Han fortæller videre:
“I 2012 fik DGI Huse og Haller arbejdsgruppen til at kigge mod syd, altså ned mod skolen. Det gav nye og interessante muligheder. Skolen har siddet med ved møderne og alle deltagere har været enige om, at vi er kommet i land med en rigtig god idé og et spændende projekt,” fortæller han.

Sammenbygning er en udfordring

“En af de største udfordringer lå og ligger stadig i sammenbygningen fra centeret og til skolen. Denne skal finde sin plads op og ned af skrænten. Heldigvis har der været dygtige arkitekter, som har forstået at udnytte højdeforskellen i byggeriet på en meget kreativ måde, således at motoriklandskabet tager sin begyndelse allerede her,” fortæller Leif Knudsen videre:
“Som centerleder i Gram Fritidscenter glæder jeg mig meget til at skulle være en del af det byggeri, som tager sin begyndelse i 2015. Med det her tiltag får vi noget helt unikt i Gram, og vi øger det gode samarbejde med Gram skole, samtidig med at det falder fint i tråd med den nye skolereform,” slutter han.

Alle bygningernes mange højdeforskelle og sjove faconer udnyttes til funktionelle rum, som kan anvendes til en lang række ting. Blandt andet til at træne børnenes motorik.

Også glæde på skolen

På Gram Skole sidder konstitueret skoleleder Majbrit B. Schmidt og deler Leif Knudsens begejstring. Hun fortæller:
“I den nye skolereform skal bevægelse indtænkes på mange måder. Bevægelse som en del af læring i de boglige fag, bevægelse for at styrke evnen til indlæring. Alle på Gram Skole ser frem til at kunne anvende de mange muligheder et motoriklandskab kan give for at indtænke bevægelse i endnu højere grad i undervisningen i alle fag, og i særdeleshed i idræt,”
Den konstituerede skoleleder glæder sig også over det frodige samarbejde med foreninger og fritidscenter. Det falder lige i hak med de tanker, som ligger bag folkeskolereformen, fortæller hun:
“I den nye skolereform lægges der op til et tættere samarbejde med foreninger og lokalområdet. En sammenbygning af Fritidscenter og Skole, vil være et betydningsfuldt skridt i denne retning. På Gram Skole ser vi frem til samarbejdet med Fritidscenter og foreninger, omkring en spændende idé, der nu er blevet til virkelighed. Alle på skolen glæder sig til de nye muligheder, der bliver skabt,” slutter Majbrit B. Schmidt.

Fusionsøkonomi

Det er ikke alene på idéudviklingsdelen, at alle har bakket op om det spændende projekt. Det gælder også da der skulle findes penge til at realisere det.
De 17,4 millioner kroner, som der er tilrådighed for projektet, er fundet ved 10 millioner fra Haderslev Kommune, fem millioner fra Bygge og Anlægsfonden samt små to en halv million fra klubberne og fra Gram Fritidscenter.
Nu skal projektet finpudses, udbydes og sættes i gang. Og så skulle “Skrænten” gerne stå færdig ved samme tid næste år.
Du kan følge processen hele vejen her i avisen.