Fortsæt til indhold

Uheld midt i heldet

FC Roskilde måtte vinke forvel til tre point til sidst mod Brønshøj kort før tid

Arkiv
Erling Pedersen

FC Roskilde var godt i gang med at gøre sig fortjent til en ellers meget heldig sejr i lørdagens udekamp mod Brønshøj i Tingbjerg, da der pludselig blev fløjtet et straffe til hjemmeholdet, hvis tilhængere heller ikke kunne se det. Derfor endte opgøret meget uheldigt 1-1. De godt 500 tilskuere kunne godt se, at det var 1. divisions to bundhold, som mødtes. Begge mandskaber mangler selvtillid, efter at de i flere kampe har været uheldige og mistet point kort før tid. Set over hele kampen var resultatet helt rimeligt, men Roskilde-folkene ærgrede sig alligevel på vej hjem til domkirke-byen, fordi de tre point, der havde lunet gevaldigt i tabellen, var så tæt på. Træner Anders Theil måtte stille op med en ny midtbane, da Nicolai Mikkelsen måtte melde afbud samme formiddag på grund af sygdom. Det blev heller ikke bedre, da Ferdinand Bangsgaard måtte gå ud allerede efter 20 minutter og blev erstattet af Andreas Lissau, som dog gjorde det udmærket og fik det straffe, der bragte Roskilde foran. Han blev fældet i hjørnet af straffesparksfeltet nede ved baglinjen i en ellers ret ufarlig situation, og det var afslutningen på et godt opspil, hvor Roskilde-spillerne for en gang skyld kunne ramme hinanden med mange afleveringer i træk. Emil Nielsen scorede i sidste minut af 1. halvleg, men det var også næsten den eneste fod, som topscoreren fra sidste sæson satte rigtigt i denne kamp, og derfor fik FCR heller ikke mange store chancer i denne kamp.

Dobbelt redning

Faktisk var Brønshøj klart farligst i 1. halvleg, og kun gode redninger holdt Roskilde inde i kampen. Efter et hjørne kom en af 'hvepsene' højst tæt under mål og headede nedad, men nærmest mirakuløst kom målmand Frederik Vang ned og fik vippet bolden over i en stil, der kunne minde om engelske Gordon Banks berømte redning mod Brasiliens Pele ved VM i 1970. Lidt senere var den gal igen, da Roskilde-forsvaret blev spillet tyndt, og Brønshøj ramte stolpen. Riposten røg ud til en hel fri mand, men FCR-forsvarer Simon Ricther reddede nærmest akrobatisk bolden ud til indkast. Roskildes bedste forsøg i 1. halvleg var et godt skud af venstre-forsvareren Christian Gertsen lige uden om stolpen. Samt et forsøg af unge Robert Larsen, der erobrede bolden højt oppe og gik lige mod mål, men måtte se Brønshøj-keeperen redde til hjørne.

Lars Brøgger ydede en stor indsats med at modtage og holde på bolden, når FCR angreb og deltage i det første pres overfor modstandernes opspil.

En glidebane

Fra starten af 2. halvleg væltede regnen ned i tove, og grønsværen blev efterhånden forvandlet til en glidebane. Men efter en indledende offensiv gik gassen efterhånden af Brønshøj, og Roskilde overtog mere spil, hvor de lod bolden køre rundt i egne rækker for at trætte modspillerne endnu mere. Taktikken så længe ud til at virke, ind til dommeren tiltog sig en uheldig hovedrolle. Gennem hele kampen havde han snakket alt for meget med spillerne, og efterhånden fik han uddelt en flere gule kort til Roskilde-spillerne. Men det værste kom, da han 10 minutter før tid pludselig pegede på straffesparkspletten foran Roskildes mål i den situation, hvor selv den mest fanatiske Brønshøj-tilhænger heller ikke kunne se, hvad han fløjtede for. Frederik Vang fik hænderne på og var lige ved at redde nede ved sin højre stolpe, men bolden endte desværre inde i kassen. tk

Andreas Lissau i det gennemspillede angreb, hvor han blev fældet i feltet, og Roskilde fik straffe.