Nydelig dame stak af fra uheld
En dame på omkring 60 år bakkede først ind i en pille og derefter direkte ind i siden på Lisbeth Houmanns et år gamle bil, da hun forlod den udendørs parkeringsplads på Ro's Torv i bil fredag kort før klokken 14. Kvinden har ikke kontaktet bilejeren.
Da Lisbeth Houmann kom ud til bilen efter et hurtigt indkøb, så hun en sammenstimling af mennesker ved køretøjet.
- Jeg tænkte, at der måtte være sket noget og gik derhen.
Her så hun, at det var hendes egen bil, der havde været udsat for et uheld på parkeringspladsen, derfor spurgte hun de omkringstående, om de havde set noget eller noteret nummerpladerne.
De omkringstående fortalte, at en nydelig kvinde var steget ud af en sølvgrå Peugout, havde noteret sig Lisbeths bils nummer og var kørt væk igen uden at efterlade nogen besked.
En parkeringsvagt fortalte, at han havde set, at kvinden var bakket ind i pillen, men ikke at hun også var bakket ind i bilen. Derfor havde han ikke skrevet noget ned.
Lisbeth Houmann er ærgerlig over uheldet, der betyder, at der er kommet en grim bule i døren, så hun ikke kan vaske den uden, at der kommer vand ind.
- Jeg kan for det første ikke forstå, at man bare stikker af, når man er kørt ind i en anden, siger hun og fortsætter:
- Men jeg synes også, at dem, der ser et uheld kunne hjælpe til, hvis man er vidne til noget ulovligt.
Hvis man kender noget til uheldet, beder Lisbeth Houmann om, at man kontakter hende på lisbeth.houmann@gmail.com.
ag@roskildeavis.dk