Dagbog fra den nye skole
Alle har talt meget om om skolereformen, både elever, forældre, politikere og lærere. Jeg har derfor været meget spændt på hvordan det ville komme til at påvirke min hverdag i 8. Klasse, og hvilke ændringer der ville være i forhold til den ‘gamle’ skoledag. Efter to måneder tilbage i skolen har ændringerne dog ikke været så markante, som jeg havde forventet. Jeg tror, at det skyldes to ting. For det første havde vi på min skole ‘bevægelsesbånd’ i forvejen,00 og det er derfor ikke en ny idé at være aktiv i løbet af dagen. For det andet er reformen ikke fuldt implementeret efter så kort tid. Men nogle ændringer har vi da oplevet. Skoledagene er blevet mærkbart længere i forhold til sidste år. Så det er derfor godt at der i løbet af dagen er afveksling i form af bevægelse og aktive opgaver. En anden stor ændring i udskolingen er de nye iPads, som vi fik udleveret i starten af skoleåret. De er hurtigt blevet en stor del af undervisningen, der nu hovedsageligt foregår elektronisk. Det giver flere undervisningsmuligheder end hæfter og tavleundervisning, men er selvfølgelig også anderledes og noget, man skal vænne sig til. Lektiecafeen er også oprettet. Den er ikke obligatorisk, men et tilbud til elever, der har brug for hjælp med lektierne. Nyt er også de ‘understøttende undervisnings’ timer, der ligger fire gange om ugen. Disse timer skal, som jeg har forstået det, bruges til faglig fordybelse, hvor vi har mulighed for at gå i dybden med noget af det stof der er særligt interessant eller svært. Jeg føler imidlertid ikke, at det er det vi gør på nuværende tidspunkt. I øjeblikket bliver timerne brugt til bl.a. danskundervisning, lektier eller læsning. Jeg kan godt mærke, at reformen stadig er i opstartsperioden, og at alt ikke er helt på plads. På trods af det synes jeg, at det for eleverne er en positiv ændring, der giver en mere varieret skoledag, og som med tiden forhåbentlig kun bliver bedre.