Alle juletog er aflyste
Veteranbanen er tvunget til at aflyse alle juleafgange i år
Veteranbanen Haderslev-Vojens og Sydjyllands Veterantog aflyser juletoget på Haderslevbanen i år. Det var ellers planlagt, at juletoget her i december både skulle køre lørdag den 13. og søndag den 14. - og endda formentligt med et rigtigt gammeldags sprudlende damplokomotiv i front.
“Årsagen til vi må aflyse er, at man på Danmarks Jernbanemuseum har foretaget nogle omlægninger i personalets sammensætning, og det har medført, at man er kommet til at mangle en af Trafikstyrelsen godkendt sikkerhedsansvarlig person. Og uden en sådan må Sydjyllands Veterantog, som betjener museets veterantog på vores bane, ikke køre,” fortæller formanden for Veteranbanen Haderslev-Vojens, Torben Thy, Haderslev, til Lokalavisen.
En ny sikkerhedsansvarlig person hos Danmarks Jernbane Museum forventes først godkendt af Trafiksstyrelsen i starten af det nye år. Det betyder, at al julekørslen med museets materiel er aflyst. Det rammer foruden Haderslevbanen og også planlagte julekørsler med veterantog ved Vejle og Odense:
“Og dobbelt ærgerligt for os er, at vi skulle komme i den situation netop i år, hvor der var rigtigt gode muligheder for, at veterantoget kunne være blevet trukket i røg og damp af et gammelt charmerende damplokomotiv. Sydjysk Veterantog, som er hjemmehørende i Lunderskov, har nemlig netop indledt afsluttende prøvekørsler med et fuldt og gennemrenoveret damplokomotiv fra 1916. Men sådan skulle det altså ikke være,” fortæller Torben Thy.
Veteranbanens aflysning af årets juletog betyder, at næste gang der kommer til at køre veterantog planmæssigt af Sydjysk Veterantog på skinnerne på Haderslevbanen formentligt først bliver i sommerferien 2015.
Det gamle damplokomotiv, som skulle have trukket årets juletog på Haderslevbanen, er bygget i 1916 i Schweitz på lokomotivfabrikken Winterthur til den daværende privatbane Troldhede - Kolding -Vejen Jernbane.
Ved denne banens nedlæggelse blev det købt af daværende Kolding Lokomotivklub, KLK, som nu er blevet til Sydjyllands Veterantog. Og siden har lokomotivet gennemgået en omfattende renovering udført udelukkende af frivillig arbejdskraft. Det betyder, at når der er godkendt en ny sikkerhedsansvarlig hos museet i Odense, vil lokomotivet stå klar med dampen oppe til at også køre veterantog på Haderslevbanen.