Nykredit har fået hjertestarter i Køge
KØGE: Hvert år får 3.500 personer hjertestop uden for et af landets sygehuse, men med en hjertestarter ved hånden lokalt øges chancen for overlevelse.
Nu bliver hverdagen lidt tryggere i Køge, for Nykredits Center på Torvet 21 har i samarbejde med Falck fået installeret en hjertestarter. Det er et led i opsætning af hjertestartere på alle Nykredits arbejdspladser.
- En hjertestarter har ikke meget med bank og realkredit at gøre, men her er der tale om at redde liv, og det står over alt det andet. Så jeg er rigtig glad for, at vi har fået en hjertestarter her på centeret, for så kan vi være med til at spille vigtig rolle i lokalsamfundet, siger centerdirektør Gert Stahl Jacobsen.
Tilbage til livet
Det er ikke så længe siden, at en medarbejder i Nykredit blev ramt af hjertestop, og hvor det lykkedes en kollega at bringe den pågældende tilbage til livet.
- Det er heldigvis ikke så tit, vi kommer ud for den slags oplevelser, og naturligvis vil vi gerne være kendt som en god bank, men kan vi også blive kendt for at være det sted, man løber hen for at hente hjertestarteren, hvis en person skulle få et ildebefindende i kvarteret, så synes jeg, vi har udfyldt en meget vigtig lokal samfundsrolle, siger Gert Stahl Jacobsen.
Hjertestarter øger chancerne
Nykredit har gennem en årrække tilbudt medarbejderne kurser i førstehjælp og bruger årligt omkring 100.000 kr. på kurser til medarbejderne. Sandsynligheden for at blive reddet fra et hjertestop bedres markant, når førstehjælpen suppleres med en hjertestarter.
Med hjertestarteren på centeret i Køge har Nykredit nu 81 hjertestartere rundt om på sine arbejdspladser.
pm