Travl weekend for Køge Bokseklub
BOKSNING: Køge Bokseklub var repræsenteret ved fire forskellige stævner i weekenden.
Torsdag aften boksede Mathias Madsen kamp ved et utraditionelt boksestævne, som blev afholdt i Ungdoms Kirken på Vesterbro. Her mødte den unge Køge-bokser en bokser fra Bokseinstitutet i København og Mathias Madsen vandt en sikker sejr på 3-0.
Fredag deltog Køge Bokseklubs stortalent Arman Amini ved et stævne i Ringsted. Arman Amini mødte en svensk bokser, men måtte lide den tort at tabe 2-1. Et ærgerligt nederlag til Køge-bokseren i den meget lige kamp, men Arman Amini viste dog at han kunne bokse lige op med det svenske talent.
Lørdag boksede Joakim Lander på SABU - Sjællands Amatør Bokse Unions - udvalgte talenthold, som var på besøg i Rotterdam i Holland. Joakim Lander tabte kampen med 2-1, men viste igen at han er et kæmpetalent i svøb. Modstanden havde dobbelt så mange kampe som Joakim Lander, som alligevel boksede helt lige op. Den stærke Hollænder blev efterfølgende kåret som stævnets bedste bokser, men Joakim Lander viste at der er masser af talent.
Søndag havde Køge Bokseklub Frederik Holmegaard i kamp ved et stævne i Slagelse. Køge-bokseren vandt en sikker sejr på 3-0 mod en bokser fra Gilleleje BK.
Frederik Holmegaard er trods sine kun 13 år en stærk bokser og bliver helt sikkert en bokser, man kommer til at høre meget mere om.
- Køge-bokserne er i fuldt gang med forberedelserne til Vestjysk Box Cup, som foregår i weekenden 5.-7. december. Her forventer klubben at stille med hele otte boksere. Den store fremgang i Køge Bokseklub er blevet bemærket og Køge-bokserne er særdeles efterspurgte for deres flotte boksning og stil. fortæller træner John Trøjgaard fra Køge Bokseklub.
pm