Ny bog om Axel Petersen fra Fredericia
Historien om den fredericianske erhvervsmand er udkommet
Axel Petersen var manden bag Havnemøllen i Fredericia. Han drev virksomheden gennem flere årtier og stod i spidsen for dens vækst med møller i en række danske byer.
Virksomheden havde som sit primære formål at producere mel. Men for Axel Petersen var der også andre mål end produktion og indtjening. Udvikling og ordentlighed hørte til de dyder, han hyldede. Også som modstandsmand og politiker.
Nu er hans historie udkommet i bogform. Den er skrevet af de to DR-journalister Thormas Hjortsø og Preben Lund.
Bag udgivelsen står Mølleejer Axel Petersens Fond.
“I fonden var vi enige om, at min fars historie ikke måtte gå tabt. Vi ønskede, at også næste generation fik indsigt i min fars liv og arbejde,” fortæller Hans Christian Petersen.
“Børn og børnebørn i familien skal have chancen for at kende min far. Vi ville gerne sikre os, at de får kendskab til hans værdier. Dem vil vi gerne give videre,” fortæller Hans Christian Petersen.
Bog førte til bog
Da fonden besluttede sig for at få lavet en bog om Axel Petersen, tog det ikke lang tid at finde frem til de folk, man gerne ville have til at skrive den.
“Preben Lund og Thomas Hjortsø har tidligere skrevet en bog om modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der brugte dæknavnet John. Den bog var vi meget betaget af. Derfor besluttede vi at spørge de to, om de ville skrive en bog om min far,” siger Hans Christian Petersen.
Fonden tog kontakt til de to journalister og forfattere, og det blev aftalt, hvordan projektet skulle være.
Ingen bestseller
Bogens titel blev “Mølleren. Gamle dyder, moderne fremsyn. Rundt om Axel Petersen”.
“I begyndelsen var det slet ikke tanken, at bogen skulle sælges. Det var et projekt, der primært havde familien for øje. Nærmest som en slags udvidet slægtsforskning. Men så opstod idéen om, at andre da også skulle have mulighed for at læse den, hvis de vil,” fortæller Hans Christian Petersen.
Resultatet blev, at bogen nu kan købes hos Billunds Boghandel i Fredericia for 199 kroner.
“Jeg forventer ikke, at bogen bliver nogen bestseller. Tværtimod, faktisk,” siger Hans Christian Petersen.
Bogprojektet har kostet Mølleejer Axel Petersens Fond omkring 150.000 kroner. Bogen er trykt i et oplag på 500.
Forsiden prydes med et maleri, som Niels Winkel malede i 1986 i anledning af Axel Pettersens 80 års fødselsdag.