Fortsæt til indhold

Stærke flygtninge

Beboerne på Haraldsborg er veluddannede og selvstændige folk i en forfærdelig situation

Arkiv
Arkiv

De 27 asylmodtagere fra Syrien og Eritrea blev flyttet ind på Haraldsborg af kommunen.
Lis M. Frederiksen og Bodil Uldal forklarer, at dette i første omgang gav anledning til bekymring i lokalområdet.
De to frivillige beretter at et borgermøde forud for indflytningen af de 27 flygtninge tiltrak mere end 100 mennesker, der ønskede at vide mere om, hvad der foregik.
Blandt de fremmødte var der nogle kritiske røster, men Lis M. Frederiksen og Bodil Uldal hæfter sig mere ved, hvor stor opbakning, de oplevede fra beboerne omkring Haraldsborg.
Da de to kvinder fortalte om deres planer om at hjælpe de 27 nye beboere, fik de mange henvendelser fra folk, der gerne ville være med.
Derfor var det også muligt at komme hurtigt i gang med arbejdet, der i dag mest går ud på, at sikre beboerne på Haraldsborg en normal hverdag.
Således bruger Lis M. Frederiksen og Bodil Uldal samt resten af gruppen deres tid på ting som at køre folk til fodbold og tale med dem, så de kan blive bedre til dansk.
- Her er for de flestes vedkommende tale om veluddannede, der altid har været vant til at arbejde og tjene penge.
- Så vores opgave er at give dem en hverdag, hvor de kan lære, hvad det vil sige at bo i Danmark, så de kan komme i gang igen, for de vil de meget gerne, forklarer de to frivillige.

Krigen kaster skygger

Lis M. Frederiksen og Bodil Uldal er dog ikke blinde for, at situationen for de 27 flygtninge er mere kompliceret, end den kan se ud på overfladen.
For selvom de beboerne langt hen ad vejen kan selv, har de alle især forskellige traumer med sig fra krigen i deres hjemland.
Nogle har familier, der stadig er fanget i krigszoner, mens andre bærer rundt på oplevelser, der bedst kan beskrives som mareridt i vågen tilstand.
På hver deres måde sætter beboernes situationer præg på hverdagen på Haraldsborg.
I ny og næ er der en der bryder sammen, og trangen efter at vide, hvad der er sket med familier og venner, kan sætte en stopklods for flygtningenes integration.
- Jeg har været ude for at sige til en beboer, at jeg syntes, at han skulle arbejde mere på sit danske sprog, fortæller Bodil Uldal og fortsætter:
- Så kiggede han på mig og sagde: Min kone og børn sidder i en overfuldt flygtningelejr i Libanon, uden at jeg kan komme i kontakt med dem, så jeg har svært ved at koncentrere mig. hw